Borgmestre: Stop kystnære mølleprojekter i vores kommuner

Turisterne vil flygte og natur blive spoleret, hvis kystnære vindmøller bliver realiseret, mener borgmestre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En række planlagte havmølleparker bør hældes ned ad brættet, for der er for mange konsekvenser ved at opføre dem.

Sådan lyder opfordringen ifølge Jyllands-Posten fra nogle af landets mest grønne borgmestre i Kalundborg og Ringkøbing-Skjern Kommuner.

I sidstnævnte, der har som målsætning at være selvforsynende med vedvarende energi i 2020 og i årevis har rejst mange vindmøller, skal der efter planen opstilles 20 kystnære vindmøller ved ferieområdet Søndervig.

Byråd beder om at få flyttet vindmøller

Et enigt byråd har i flere år bakket op om idéen, men i 11. time er et lige så enigt byråd vendt på en tallerken og har bedt Folketinget om at få flyttet møllerne længere ud i Vesterhavet.

 - Vi har en sommerhusbranche og nogle udlejningsbureauer, som tænker på turismen. Og mange sommerhusejere er betænkelige ved, hvad det vil gøre ved oplevelsen af en solnedgang ved vestkysten, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard (V) om projektet.

Enig kommunalbestyrelse i Kalundborg siger nej til kystnære møller

I Kalundborg Kommune, der ofte fremhæves for sin grønne omstilling, er der planer om at rejse op til 60 kystnære møller.

Men omkostningerne ved projektet er for høje, lyder det fra borgmester Martin Damm (V).

quote Det er helt malplaceret, at man vil knalde møller op i vores største sommerhusområde.

Martin Damm (V), borgmester, Kalundborg

- Det er helt malplaceret, at man vil knalde møller op i vores største sommerhusområde. Det mener en enig kommunalbestyrelse fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, siger han og undrer sig generelt over opstillingen af kystnære møller.

Også Assens Kommune kæmper imod en plan om 20 til 40 kystnære møller i Lillebælt.

Svært at stoppe projekter 

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) beklager de planlagte kystnære mølleparker.

- Disse mølleparker frustrerer mig stærkt, men hvis VVM-godkendelserne går igennem, er projekterne svære at stoppe, siger han.


Nyhedsoverblik