Det vi har sammen

Borgmesterkandidater i Næstved: Lukkedage er ikke det største problem

Carsten Rasmussen (S) og Kristian Skov-Andersen (V) mødtes til TV ØST valgdebat i Super Brugsen i Fensmark. Foto: TV ØST

Lukkedage, skolelukning og motorvej var på dagsordenen, da borgmesterkandidaterne Carsten Rasmussen (S) og Kristian Skov-Andersen (V) mødtes til valgdebat mandag aften.

Mandag aften mødtes Carsten Rasmussen (S) og Kristian Skov-Andersen (V) til valgdebat i Super Brugsen i Fensmark. Begge kæmper om borgmesterposten i Næstved Kommune.

Et af de mange emner, som blev vendt, var antallet af lukkedage i Kommunens daginstitutioner.

I Region Sjælland er Næstved Kommune blandt de absolutte topscorere, når det gælder besparelser på børneområdet. Staben af pædagoger er barberet ned, og antallet af lukkedage er steget til 22 lukkedage om året. Det er blandt det højeste i hele landet.

Ikke verdens største problem

Men ifølge begge borgmesterkandidater, er antallet af lukkedage ikke det største problem, når det kommer til ordentlig pasning af Kommunens mindste størrelser.

BYRÅDET I NÆSTVED KOMMUNE

Byrådets 31 medlemmer er fordelt således inden valget:

 
  • Socialdemokratiet: 14
  • Venstre: 8
  • DF: 3
  • Det Konservative Folkeparti: 3
  • SF: 1
  • Radikale Venstre: 1
  • Enhedslisten: 1

Kilde: Næstved Kommune

- Det med lukkedage er ikke verdens største problem. Vi skal aldrig ned på nul for forældre skal holde ferie med deres børn, og Venstre har skrevet i valgprogrammet, at vi skal under 18 lukkedage. Men jeg tror, at normeringer ligger forældrene endnu mere på sinde, end lukkedage gør, så det vil vi tage fat i først, siger Kristian Skov-Andersen.

- Jeg er enig i, at lukkedage ikke er det største problem. Vi vil meget gerne have færre lukkedage, men jeg tror, at forældrene hellere vil acceptere 22, 20 eller 18 lukkedage, og så flere pædagoger i dagligdagen end det måske er tilfældet nu, siger Næstveds nuværende borgmester, Carsten Rasmussen.

Skolelukning

I december 2015 vedtog byrådet i Næstved Kommune en ny skolereform, hvor byens skoler blev lagt sammen til seks storskoler. Alle skolebestyrelser blev fyret og nye, centrale bestyrelser sat i deres sted. 

Af geografiske hensyn i den store kommune har man beholdt en række af skolerne ude i landet omkring Næstved by, men ellers er der blevet centraliseret i stor stil. 

- Det har været nødvendigt at lave den skolestruktur for at kunne bevare alle matriklerne, siger Carsten Rasmussen i mandagens debat.

Uenighed om skolelukning

Ifølge borgmesteren er der ingen besparelser på skoleområdet på budgettet for næste år, Carsten Rasmussen siger, at han ikke vil lukke skoler i næste valgperiode.

- Ikke en eneste matrikel.

Spørger man borgmesterkandidaten fra Venstre, er skolerne ikke fredet.

Gense debatten fra mandag den 30. oktober lige her:

- Jeg vil ikke udelukke at lukke skoler, men jeg vil ikke lukke skoler på landet. Men hvis det viser sig, der er baggrund for at lukke skoler, og det er nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen, så bliver det en skole i byen, siger Kristian Skov-Andersen.

Motorvej eller ej

En motorvej fra Næstved til Rønnede med forbindelse til Sydmotorvejen ligger højt på ønskelisten for borgerne i Næstved Kommune. Både Carsten Rasmussen og Kristian Skov-Andersen understreger, at det handler om at lægge maksimalt pres på Christiansborg.

- Da Magnus Heunicke (S) var transportminister, kom der faktisk 350 millioner, og jeg havde håbet, der kom mere, nu når vi har en borgerlig regering. Men jeg tror, at Magnus Heunicke skal tilbage i transportministeriet, før vi får en ny motorvej, siger Carsten Rasmussen.

Læs også Socialdemokraterne nærmer sig 100 år på borgmesterposten

- Jeg har i mit parti Kristian Pihl Lorentzen (V), som nok er den mest Næstved-motorvej positive politiker på Christiansborg. Derfor er vi godt hjulpet, fortæller Kristian Skov-Andersen.

Den håbefulde borgmesterkandidat har satset på, at motorvejen kommer til kommunen inden alt for længe.

- Jeg har lavet et væddemål på, at inden 2023 er motorvejen ved at blive bygget. Så det er mit gæt, at vi er meget tæt på.

Seneste oplyste Transportministeriet i juli, at motorvejen til Næstved ikke var med på en prioriteringsliste over nye motorvejsbyggerier i Danmark, og byggeriet blev igen udskudt.

EN HURTIG GENNEMGANG

Næstved Kommune har været ledet af socialdemokraterne siden 1919. Bykongen Henning Jensen (S), der havde været borgmester i 22 år, forlod posten den 1. maj 2011 til fordel for Carsten Rasmussen (S), der således kunne blive kørt i stilling til kommunalvalget 2013.

Carsten Rasmussen sørgede for en markant fremgang med til 40,5 procent af stemmerne og 14 mandater - tre flere end i 2009. Tilmed fik Carsten Rasmussen overvældende 12.440 personlige stemmer af de i alt 18.841 vælgere, der satte kryds ud for Socialdemokratiet.

Denne gang har Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige fundet sammen i et valgforbund. Det Konservative Folkeparti stiller igen med byrådsmedlem og tidligere folketingsmedlem Helge Adam Møller som spidskandidat.

75-årige Helge Adam Møller vil gerne være borgmester, men har tidligere udtalt til Danske Kommuner: - Vores borgmester Carsten Rasmussen gør det også godt. Han har skabt et godt bredt samarbejde i byrådet, så skulle det blive mig efter næste valg, vil jeg gå i hans spor på det område.Venstres borgmesterkandidat er Kristian Skov-Andersen. - Bliver der et borgerligt flertal, bliver der en borgerlig borgmester. Det giver sig selv, udtalte Kristian Skov-Andersen til sn.dk. Han udelukker intet på forhånd. Heller ikke at tale med Enhedslisten og Alternativet, hvis det viser sig nødvendigt for at få 16 mandater.

Enhedslisten, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og den nye lokalliste NæstvedPartiet er i valgforbund. 

Kilde: Ritzau

Tip os Har du et godt tip?