Det vi har sammen

Borgmesterkandidater i Holbæk: Skattestigninger deler vandene

Søren Kjærsgaard (V) og Christina K. Hansen (S) mødtes til valgdebat i Føtex i Holbæk. Foto: TV ØST

Den skrantende økonomi i Holbæk var det helt centrale emne, da borgmesterkandidaterne Søren Kjærsgaard (V) og Christina K. Hansen mødtes til valgdebat.

Onsdag aften mødtes Søren Kjærsgaard (V) og Christina K. Hansen (S) til valgdebat i Føtex i Holbæk. Begge kæmper om borgmesterposten i Holbæk Kommune.

Det helt centrale emne i debatten var kommunens skrantende økonomi.

Holbæk Kommune har i år været tæt på at komme under administration på grund af lavvande i kommunekassen. For at rette op på økonomien er skatten blevet hævet og der er blevet skåret på velfærden.

Skåret ind til benet

Byrådet i Holbæk Kommune

Byrådets 31 medlemmer er dags dato fordelt sådan:  
 
  • ​Venstre: 10
  • Socialdemokratiet: 6
  • DF: 5
  • Radikale Venstre: 3
  • Liberal Alliance: 2
  • Enhedslisten: 2
  • Uden for partierne: 2
  • Det Konservative Folkeparti: 1

Kilde: Holbæk Kommune

Ifølge socialdemokraternes borgmesterkandidat Christina K. Hansen kunne en lang række af besparelserne have været undgået, hvis man allerede havde valgt at hæve skatten for et år siden.

- Man har skåret så langt ind til benet og måske også ind i benet, at lærerne for eksempel ikke engang har kunnet købe kridt til tavlen, og det er helt galt, fastslår hun.

Ifølge Borgmester Søren Kjærsgaard vil velfærden fremover få et løft.

- Vi har lagt et budget for 2018, hvor børneområdet får et løft, vi reducerer en lang række af de begrænsninger, der har været for folkeskolen, og på den baggrund er vi med til at sætte velfærden i fokus, siger han.

Skatten skal hæves

Men selv om der i det kommende års budget er sat flere penge af til velfærd, så er det ikke nok, lyder det fra Christina K. Hansen.

- Vi er ikke i mål endnu. Vi skal hæve skatten yderligere med en halv procent, siger hun.

Men det afviser den siddende borgmester, han mener skatten er blevet hævet nok.

- Nu har vi hævet skatten en gang, og så mener jeg, vi nu har ramt et niveau nu, som vi godt kan være bekendt, fastslår han.

Sportsby til 325 millioner

Læs også Holbæk byder på Danmarks mest nervepirrende afhoppervalg

Sideløbende med at byrådet har skåret i kernevelfærden, har man vedtaget at bygge en sportsby til mere end 325 millioner kroner, og den økonomiske prioritering har skabt vrede blandt borgere og byrødder.

Men pengene kommer fra to forskellige kasser fastslår borgmesteren, der står ved beslutningen om at bygge en sportsby.

- Det er en del af en samlet løsning, det her har været den bedste og den billigste løsning, siger Søren Kjærsgaard.

Socialdemokraterne har været med til at give grønt lys til en sportsby, men Christina K. Hansen ærgrer sig over, at der ikke har været penge til velfærd, når der har været penge til en sportsby.

- Inden man tog beslutningen om sportsbyen, lavede man en aftale om, at sportsbyen aldrig måtte gå ud over kernevelfærden, og hvis det skete, skulle skatten hæves. Sportsbyen gik ud over kernevelfærden, og der gik et helt år, før vi fik lov til at hæve skatten, og det har jeg været meget skuffet over, siger hun.

Byrådet i Holbæk besluttede i september at hæve skatten med et halvt procentpoint, hvilket giver 43,5 millioner kroner ekstra i kommunekassen. 

EN HURTIG GENNEMGANG

  • Holbæk Kommune kommer til at stå for et af de mest spændende valg. For det første er de to store partier, Venstre og Socialdemokratiet, blevet mindre i valgperioden, hvilket blandt andet har ført til dannelsen af det nye parti Lokallisten. For det andet er Holbæk blevet udråbt til landets fattigste kommune som følge af store satsninger og en enorm regnefejl.
     
  • Kritikere mener ifølge Berlingske, at problemerne blandt andet kan tilskrives beslutningen om at bygge et kæmpestort sportscenter til mere end 325 millioner kroner. Derudover kunne Nordvestnyt i maj fortælle, at kommunens administration har begået en regnefejl på 148 millioner kroner i årets likviditetsprognose. Det var penge, som kommunen troede, den havde.
     
  • Holbæk er ifølge Berlingske fattigst, når man måler på, hvor mange penge der er i kassen til at betale kommunens udgifter, det vil sige likviditeten. Den er omkring 40 millioner kroner. Fordeles likviditeten på de knap 70.993 borgere, er der kun 583 kroner per indbygger med udgangen af andet kvartal i år. Til sammenligning har Lolland Kommune, der tidligere har været regnet som landets fattigste, 2.613 kroner per indbygger i kommunekassen.
     
  • Holbæk, der i mange år var ledet af Radikale Venstre, fik i 2009 et Venstre-ledet byråd med borgmester Søren Kjærsgaard (V) i spidsen. han vandt også valget i 2013 via et samarbejde med Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Men i valgperioden har Venstre mistet to mandater til Liberal Alliance og er nede på ti, mens Socialdemokratiet har sagt farvel til fire.
     
  • Lokallisten mener, der er brug for en ny måde at føre politik på og har sammen med Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti fremlagt et fælles bud på en genopretningsplan, der skal skabe ro og stabilitet om kommunens økonomi.
     
  • I april lancerede Socialdemokratiet landets yngste borgmesterkandidat i den 24-årige Christina Krzyrosiak Hansen. Dermed er hun formentlig førsteudfordrer til Venstre-borgmester Søren Kjærsgaard. Hun satser på, at fokus på kommunens økonomi kan fravriste Venstre borgmesterposten og give Holbæk sin første S-borgmester i 25 år.
     
  • Radikale Venstre, der i valgperioden har fået et medlem fra Socialdemokratiet, har Emrah Tuncer som borgmesterkandidat. SF, der ikke er repræsenteret i byrådet, er i valgforbund med Enhedslisten. Dansk Folkepartis spidskandidat er 1. viceborgmester John Harpøth. Hos Liberal Alliance er Søren Stavnskær, der oprindelig blev valgt for Venstre i 2013, borgmesterkandidat.

Kilde: Ritzau

 wergwrgwe

Tip os Har du et godt tip?