Borgmesterkandidat: Penge fra staten løser ikke problemerne

John Dyrby Paulsen (S) og Stén Knuth (V) debatterede her til aften i Bilka i Slagelse. Foto: TV ØST

Mens borgmesteren i Slagelse Kommune er stolt af økonomien, så mener borgmesterkandidaten, at budgetterne ser vanskelige ud.

Der var lagt op til valgdebat i Bilka i Slagelse mandag aften.

Her mødtes borgmesterkandidaten John Dyrby Paulsen (S) og den nuværende borgmester Stén Knuth (V). De kæmper begge om, hvem der skal løbe afsted med borgmesterkæden efter kommunalvalget den 21. november.

På programmet var emner som faldefærdige bygninger, skolereformen, erhvervslivet og bandekriminalitet.

Men det helt store emne, der blev debatteret her til aften handlede om kommunens økonomi.

Lånt 100 millioner

Netop økonomi er et emne, politikerne i Slagelse Kommune har skændtes meget om. For fire år siden var der nemlig 600 millioner kroner i kommunekassen. I dag er det beløb helt nede på 150 millioner kroner.

For at styrke økonomien har Slagelse Kommune lånt 100 millioner kroner af staten. Samtidig stiger skatten for kommunens borgere med 0,4 procentpoint.

Hvorfor har I brugt så mange penge?

Sådan lyder et af spørgsmålene til den nuværende borgmester, Stén Knuth (V).

- Vi har investeret og renoveret og genoprettet økonomier. Vi har investeret i campus, Halsskov Færgehavn, skolebyggerier og en rådshusplads, og så har vi investret i mennesker, som har udfordringer. Dem har vi nemlig mange af i denne her kommune på det sociale område. Det er noget, der har trukket hårdt på vores økonomi, siger Stén Knuth (V).

Er du stolt af det resultat?

Ja, det er jeg faktisk, lyder det.

"Vi er vanskeligt stillet"

John Dyrby Paulsen (S) derimod er ikke stolt af måden, man har håndteret økonomien i Slagelse Kommune.

- Når vi har fået de her lån, er det et udtryk for, det går galt. De 13 millioner kroner får vi, fordi vi er vanskeligt stillet. Det er en slags fattighjælp, vi får. Vi får 100 millioner kroner, og det er jo bare et symptom på, det er gået galt. Det løser jo ikke problemerne. Vi har massive udfordringer, som der ikke er taget hånd om, lyder det fra borgmesterkandidaten.

Budgettet skal laves om

Såfremt det bliver John Dyrby Paulsen (S), der ender på pinden som borgmester efter kommunalvalget, så er økonomien et område, han vil tage fat i med det samme.

- Vi er nødt til at gennemgå budgettet fra ende til anden og travle det hele op i detaljer. Det mangler der, og det har der manglet i tre år.

Desuden mener han, at der bør spares på ledelse og administration, hvis han bliver borgmester.

- Vi bruger flere penge på ledelse og administration i forhold til andre kommuner, og der må være noget, vi kan gøre på det område, siger han.

 

Tip os Har du et godt tip?