Borgmesterkandidat kæmper for statslige arbejdspladser på landsmøde

Viceborgmesteren på Lolland, Henrik Høegh, vil rigtig gerne have Energistyrelsen til sydhavsøen. Foto: TV ØST

Henrik Høegh (V) bruger Venstres landsmøde til at forsøge at presse den kommende placering af Energistyrelsen mod Lolland.

I sin tale på Folketingets åbningsdag lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) milde gaver til landets yderområder i form af statslige arbejdspladser.

Han lovede nemlig en ny udflytningsrunde og tusindvis af statslige arbejdspladser til provinsen.

Og den melding har givet anledning til en form for tiggergang til Venstres landsmøde denne weekend. Her forsøger lokale politikere nemlig at gøre deres hoser grønne og få del i den næste udflytningsrunde.

Vi producerer syv gange mere grøn energi, end vi selv bruger. Så Energistyrelsen kunne få en god relation her

Henrik Høegh (V), borgmesterkandidat på Lolland

Det skriver Politiken.

En af de lokalpolitikere, der er på jagt, er Venstres borgmesterkandidat i Lolland Kommune og viceborgmester, Henrik Høegh. Han vil især gerne have fingrene i Energistyrelsen.

- Vi producerer syv gange mere grøn energi, end vi selv bruger. Så Energistyrelsen kunne få en god relation her, siger han til avisen.

Har mange socialsager

Læs også Lars Løkke: Sjælland skal nok få del i udflytning af arbejdspladser

Der er nemlig både tomme kontorbygninger i Maribo og en administrationsbygning i Nakskov, hvor styrelsen kan få til huse. Og faktisk kunne Henrik Høegh kunne også se for sig, at Den Sociale Ankestyrelse fik plads på sydhavsøen.

- Vi har mange socialsager, så der kunne være meget at øve sig på. Tvangsfjernelse af børn og sådan. Det har vi rigtig meget af, siger han.

Vi har mange socialsager, så der kunne være meget at øve sig på. Tvangsfjernelse af børn og sådan

Henrik Høegh (V), borgmesterkandidat på Lolland

Men på trods af det massive lobbyarbejde er klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) dog endnu ikke klar til at love, at Energistyrelsen ender i Lolland.

- Det er en proces, som er i gang. Alle ministerier melder ind, og der kommer udflytninger på vores område. Det kan jeg godt bekræfte, men hvor mange og hvad, det vil jeg ikke sige noget om, siger han til Politiken.

Første udflytningsrunde bestod af i alt 3.900 arbejdspladser. Af dem er godt 2.500 af dem flyttet – blandt andet er dele af Arbejdstilsynet og dele af Miljøstyrelsen flyttet til Slagelse, ligesom også Holbæk, Korsør, Ringsted, Næstved, Nykøbing Falster og Sorø har fået del i første runde. 

 

Tip os Har du et godt tip?