Borgmester: Vi kan ikke forhindre bandeskyderier

Borgmester Carsten Rasmussen fortæller, at de gør, hvad de kan for at forhindre bande-skyderier. Men helt at forhindre dem, er en umulig opgave for kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skyderiet i Næstved natten til fredag, hvor en 30- årig mand blev ramt af flere skud, var ifølge politiet formentlig udsprunget fra bandemiljøet.

Episoden fandt sted på Parkvej på åben gade i nærheden af både en børnehave og et supermarked. Og byens borgmester forstår, hvis den sætter spor hos beboerne.

- Det er jo rigtig irriterende, for når der først bliver skudt på gaderne, så giver det en masse utryghed både i området, men også generelt, og sætter en masse spekulationer i gang. Og det er jo rigtig irriterende, at de der bander og rockere ikke kan holde de der skydevåben i fred, siger han.

Hvordan skyderiet menes at have forbindelser til bandemiljøet, vil politiet ikke i øjeblikket uddybe. Om skyderiet var mellem rivaliserende bander eller et internt opgør er derfor stadig uvist.

- Skyderier kan ikke stoppes helt

Carsten Rasmussen fortæller, at de i kommunen gør, hvad de kan for at forhindre, at bandemiljøerne får tag i kommunen. Men at de ikke har mulighed for helt at sætte en stopper for skyderier, som det, der fandt sted natten til fredag.

- Hvis der er nogen, som er rigtigt uvenner, og som vil true eller skyde hinanden, så færdes de jo rundt i gaderne, og så opstår konflikten, hvor de mødes og presse hinanden op i en krog.  Og vi kan ikke på forhånd vide hvor, og vi kan ikke gøre ret meget ved det, når det er i det offentlige rum på gader og stræder, at det foregår, siger han.

Næstveds borgmester mener, at kommunen på de store linjer har gjort, hvad der står i deres magt for at få has på problemet. Blandt andet peger han selv på lukningen af en rockerborg på Præstøvej i byen for nogle år siden. Og de har fortsat fokus på problemet.

- Hvis banderne først laver tilholdssteder inde i bymidten, hvor der færdes mange unge mennesker, så nedlægger vi et paragraf 14-forbud og forbyder foreningsaktiviteterne. På den måde kan vi få lukket deciderede rockerborge og klubhuse. Men vi kan jo ikke jage dem ud af kommunen, selv om vi gerne ville, det er rigtigt svært. Så derfor er det vigtigt, at vi sikrer os, at de bliver væk fra de områder, hvor de kan rekruttere nye og hvor der er stor risiko for, at andre kan komme til skade. Men helt forbyde dem, det kan vi jo desværre ikke med den lovgivning, der er i dag, forklarer han.

- Vi skal have hjulpet de unge

Indsatsen foregår derfor også i forebyggelsen af nye unge mennesker, der bliver involveret i banderne.

- Det gør vi jo blandt igennem vores SSP-samarbejde, for at finde ud af om der er nogen unge mennesker også på uddannelsesinstitutionerne, der begynder at ændre adfærd og eksempelvis for en anden gruppe venner. For så er det vigtigt at vi får det kendskab, så vi kan arbejde sammen med politiet og se, hvad er denne unge mands færden, inden han kommer ind i noget rigtig alvorligt. Vi skal have hjulpet, så de ikke kommer for langt ind i miljøet, siger han.

Politiet efterforsker stadig skyderiet natten til fredag, men holder kortene tæt ind til kroppen, når det kommer til omstændighederne omkring bandeaspektet.

 


Nyhedsoverblik