Borgmester: Sommerhusejere engagerer sig og bruger penge lokalt

Det er positivt, at et stigende antal pensionister vælger at bo fast i deres sommerhuse. Det mener Odsherreds borgmester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere og flere pensionister vælger at sælge deres huse og flytte permanent ind i deres sommerhuse.

Faktisk bliver hvert tiende sommerhus i Danmark i dag brug som helårshus. I for eksempel Odsherred bliver 2.093 sommerhuse brugt til beboelse hele året.

Og det er noget, som falder i god jord hos kommunens borgmester, Thomas Adelskov (S).

- Vi er rigtig glade for det. De seniorer, der flytter herop er måske gået på efterløn eller lige gået på pension, og de engagerer sig i vores foreningsliv og kulturliv. De skaber aktivitet i området, siger han til TV ØST.

quote  De seniorer, der flytter herop er måske gået på efterløn eller lige gået på pension, og de engagerer sig i vores foreningsliv og kulturliv. De skaber aktivitet i området

Thomas Adelskov (S), borgmester

Og så er der også lige det økonomiske aspekt:

- De handler jo også ind i de lokale butikker og bruger lokale håndværkere. Så vi er meget glade for de nye borgere, der engagerer sig og gerne vil bruge penge, siger borgmesteren.

Må ikke være for ungt at se på

I 2010 var det kun 1.730 sommerhuse i Odsherred Kommune, hvor pensionister fast havde slået sig ned. Og den stigning kan de godt mærke i de lokale butikker.

- Vi kan specielt se det her i vores tøjbutik i hvert fald. Vi kan se, at den måde, de handler på ikke er så tilfældigt mere. De kommer hele året rundt og ikke kun om sommeren, fortæller Charlotte Christiansen, der er tøjekspedient.

I en anden af områdets tøjbutikker mærker man samme tendens, og her kan de også mærke en ændring i efterspøgslen. Det fortæller ekspedient Lasse Arenskov Nielsen.

- Vi kan mærke i forretningen, at det ikke må være for ungt at se på. Så kommer de ikke ind siger han.

Du kan se, hvor mange sommerhuse der bliver brugt som helårshuse i din kommune her:

Sommerhuse brugt som helårshuse

  • Hele landet: 21.453
  • Region Sjælland: 7.434
  • Faxe: 100
  • Guldborgsund: 757
  • Holbæk: 480
  • Kalundborg: 747
  • Lolland: 147
  • Næstved: 360
  • Odsherred: 2.093
  • Ringsted: 15
  • Slagelse: 651
  • Sorø: 6
  • Stevns: 589
  • Vordingborg: 583

Kilde: Danmarks Statistik og Nordea

 


Nyhedsoverblik