- Jeg synes, det er rigtig godt. Jeg synes, man kan se Stevns i den her bekendtgørelse.
Sådan lyder det klart fra borgmester Mogens Haugaard (Nyt Stevns), efter han har set undervisningsministerens forslag, som blandt andet vil hjælpe unge fra Stevns, så de får kortere rejsetid til gymnasiet.
Forslaget åbner op for, at der kan dispenseres fra de gældende regler, så de unge får mulighed for at gå på et gymnasium tæt på deres bopæl.
De unge får pladserne
Det er foreløbig kun et forslag som er sendt i høring, men borgmesteren lægger ikke skjul på sin positivitet:
- Det betyder at vores elever som skal på de gymnasiale uddannelser, de får de pladser, som de prioriterer. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger han til TV ØST.
Det er især unge fra det sydlige Stevns, som har været i klemme, når de søgte optagelse på et gymnasium.
Fuldstændig urimelige vilkår
Afstandskriteriet betød, at unge fra den sydlige del af Stevns ikke stod først for til at komme ind på Køge Gymnasium, fordi de bor længere væk fra gymnasiet end eksempelvis unge fra Solrød eller Ishøj.
- Det var fuldstændig urimeligt, at vi har elever, som skulle køre forbi Køge Gymnasium, som er det første de møder på vej til gymnasiet, og videre til Solrød. Det var helt urimelige vilkår, siger borgmesteren.
Bliver løftet ind i hovedstadsområdet
Hvis forslaget vedtages, kan fordelingsudvalget, der står for at fordele ansøgere til gymnasiale uddannelser, i særlige tilfælde dispensere fra de gældende regler.
Især i tilfældet som de unge fra Stevns og Faxe Kommuner er eksempler på, hvor ansøgere hverken bor tilstrækkelig langt fra eller tæt på en gymnasial uddannelse.
Ifølge borgmesteren er det dog ikke kun rejsetiden for de unge, som forslaget vil påvirke, hvis det bliver vedtaget.
- Det betyder jo, at vi bliver løftet ind i hovedstadsregionen på en måde og vi får løftet vores uddannelsesniveau og vores bosætning. Det er meget vigtigt for os, at vi fastholder den her stærke tilflytningstendens i øjeblikket og der er uddannelse et meget vigtigt parameter, lyder det fra Mogens Haugaard.