Der er færre job at finde i Guldborgsund Kommune, efter kommunalreformen blev indført i 2007.
Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) står bag.
Udviklingen ærgrer ikke overraskende kommunens borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten).
I Guldborgsund Kommune er antallet af jobs nemlig faldet med godt 14 procent over de seneste år. John Brædder mener dog, at finanskrisen bærer en del af skylden i forhold til den udvikling.
- Vi har mistet masser af arbejdspladser under finanskrisen, hvor verden og Danmark jo blev sat i stå. Der er det klart, at det gik ud over Provinsdanmark. Det er jo omkring de større byer, at der er sket en anelse vækst, mens det meste af Provinsdanmark har tabt arbejdspladser, siger John Brædder til TV ØST.
Faldet med 13,9 procent
Ved kommunalreformens indførsel i 2007 slog man seks kommuner sammen. Og det mener Guldborgssunds borgmester ikke har haft en gavnlig effekt for væksten.
- Når vi trykker på nogle effektiviseringsknapper, så kan man som borger direkte mærke det ude i lokalsamfundet. Vi har kunnet se med reformen, at når man lukker fem rådhuse i mindre byer og skal prøve at samle tingene ét sted, så skaber du ikke vækst i lokalsamfundet. Tværtimod så tømmer du dem for arbejdspladser, siger John Brædder.
Er begyndt at vende
Udover faldet i antallet af lønmodtagere viser opgørelsen også, at Guldborgsund er blandt ti kommuner, hvor den private beskæftigelse er faldet mest. Her er antallet af beskæftigede i privat regi faldet med 18,1 procent. Dog ser John Brædder lyst på fremtiden.
- Nu så vi heldigvis i 2015 og især i 2016, at det begynder at vende igen. Vi kan se nu, at vi skaber arbejdspladser. Men det er først otte-ni år efter, kommunalreformen trådte i kraft. Det er ærgerligt, men det er sådan er det, siger John Brædder.
Det er ikke kun Guldborgsund Kommune, der er en del af den kedelige statistik. Ifølge opgørelsen fra AE har alle regionens kommuner pånær Sorø mistet arbejdspladser. Du kan finde din egen kommune her:
Udvikling i lønmodtagerbeskæftigelsen - 3. kvartal 2008 - 3. kvartal 2015 (i procent)
Holbæk: - 7,7
Slagelse: - 8,0
Kalundborg: - 8,1
Ringsted: - 8,7
Næstved: - 10,5
Stevns: - 11,5
Odsherred: - 11,5
Faxe: -13,1
Guldborgsund: - 13,9
Vordingborg: - 14,7
Lolland: - 20,3
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd