Borgmester om banksalg: - Jeg håber, aktionærerne tænker med hjertet

Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), er bekymret for, hvad et salg af Lollands Bank vil betyde for området.

- Jeg frygter, at hvis det bliver solgt, så går der et halvt år, og så står der ikke Lollands Bank længere.

Sådan siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S) før tirsdag aftens generalforsamling for aktionærerne i Lollands Bank.

For aktionærerne i Lollands Bank skal tage stilling til, om banken skal sælges til en storaktionær. Og det kan betyde meget, hvis Lollands Bank på den måde giver afkald på det, som man kender, mener borgmesteren.

- Banken kører godt og betyder meget for lokalområdet. Det, der altid sker, når noget småt bliver overtaget af noget stort, er, at den daglige, strategiske ledelse forsvinder væk, siger Holger Schou Rasmussen.

Har aldrig haft gavn af centraliseringer

Det har man set eksempler på tidligere, mener borgmesteren, og der har det svækket området.

Jeg frygter, at hvis det bliver solgt, så går der et halvt år, og så står der ikke Lollands Bank længere

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

- Vi har aldrig haft fordele af de her centraliseringer, der har været de seneste tyve år. Om det så er Skat, politi eller domstole, så er det jo blevet centraliseret væk. Det vil sige, at den daglige ledelse er forsvundet væk, og det er jo endnu en svækkelse af vores lokalsamfund, siger han.

Han understreger, at han udtaler sig om banken på baggrund af sin personlige holdning, og at han hverken mener, det er kommunens eller borgmesterens anliggende, hvad der skal ske med en bank i området.

Men derfor kan han alligevel godt være bekymret for konsekvenserne ved et eventuelt salg af Lollands Bank, mener han.

- Lollands Bank er meget engageret i lokalsamfundet, så det har også en betydning. Og der kan man forestille sig, hvis de bliver opkøbt, at det lokale engagement forsvinder, siger han.

- Samtidig hvis det er en større bank, der opkøber, kan man så spørge, om der er brug for de filialer og de medarbejdere, så det har måske en betydning for lokale arbejdspladser, lyder det.

Håber ikke, man går efter gevinst

Desuden mener borgmesteren, der ligger et vigtigt brand for Lolland i bankens navn.

Jeg håber, aktionærerne også tager det lokale med i betragtning og ikke bare går efter en gevinst

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

- Banken hedder Lollands Bank, og jeg er borgmester for Lolland, så det er rigtig fint at have sådan et navn. Jeg er ret sikker på, at hvis den bliver solgt, så kommer den ikke til at hedde Lollands Bank mere. Det er det, jeg frygter, siger borgmesteren.

Han har et klart håb om, hvad der sker tirsdag aften, når de 700 aktionærer samles i Nakskov Idrætshal.

- Jeg håber, aktionærerne også tager det lokale med i betragtning og ikke bare går efter en gevinst, siger han og fortsætter:

- De har jo majoriteten, og hvis de tænker lidt mere med hjertet og ikke så meget med baglommen, så håber jeg de tager en beslutning med hjertet, lyder det.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App