Borgmester frygter flere kontanthjælpsmodtagere

Borgmesteren i Lolland Kommune frygter, at endnu flere kontanthjælpsmodtagere vil flytte til området som konsekvens af kontanthjælpsloftet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tallene taler sit klare sprog. Lolland Kommune er en af de kommuner i Danmark med flest mennesker på offentlig forsørgelse.

- Fra august 2015 til august 2016 har vi på Lolland netto fået 211 flere borgere, som skal have overførselsindkomst, fortæller Holger Schou Rasmussen (A), borgmester i Lolland Kommune, til TV ØST.

Og borgmesteren frygter nu, at kontanthjælpsloftet vil få endnu flere kontanthjælpsmodtagere til at flytte til kommunen på grund af de lavere boligpriser.

Borgmester: Et totalt skævt Danmark

- Det nytter jo ikke noget, at man siger, at i et område der bor alle mennesker på overførselsindkomst, og så bor der i et andet område alle dem med de høje lønninger. Det er jo et totalt skævt Danmark, fortsætter Holger Schou Rasmussen.

I nabokommunen er borgmesteren mere optimistisk, når det kommer til kontanthjælpsloftet.

- Vi hilser bosætningen meget velkommen. Vi har tilflytning af borgere allerede, og vi skal nok også finde et job til dem, der kommer til, siger John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune.

Venter på følgevirkningerne af reformen

I den kommende uge opgør Udbetaling Danmark præcis, hvor mange kontanthjælpsmodtagere, der rammes af loftet, og hvor meget de mister.

Kommunerne må vente lidt længere på følgevirkningerne af reformen. 

I Lolland Kommune er meldingen allerede nu meget klar.

- Den udgift som det påfører Lolland, den vil jeg sende tilbage til Indenrigsministeriet, fordi den regner jeg med at få fuld kompensation for. Det kan ikke være rigtigt, at det er Lollands borgere, der skal betale for fællesskabet Danmarks opgave, siger Holger Schou Rasmussen.


Nyhedsoverblik