Det vi har sammen

Borgmester: De statslige udflytninger nytter

Borgmester Henrik Hvidesten (V) er glad for udflytningen af statslige arbejdspladser. Arkivfoto.

Ringsteds borgmester mener, at de mange nye statslige arbejdspladser vil gøre en stor forskel. Samme melding kommer Guldborgsund og Slagelse.

Helt nøjagtigt er 281 statslige arbejdspladser på vej til Ringsted Kommune. De fleste af dem vil fremover skulle arbejde i Banedanmark i byen, mens en lille fraktion på 11 mand flytter med Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane.

42 har allerede indtaget kommunen i Banedanmarks midlertidige placering i byen. Og ifølge borgmester Henrik Hvidesten (V) er det en udflytning, der gør en forskel for kommunen i midten af Sjælland.

- Det betyder meget, at der er arbejde lokalt. Det betyder meget for folk, der bor her, og det betyder meget for dem, der kan flytte til, siger han.

Ringsteds placering gør dog, at kommunen ikke i første gang ser ud til at modtage hverken mange tilflyttere eller ledige arbejdspladser, der kan besættes lokalt. Det er nemlig ikke noget problem for medarbejderne at pendle til byen i stedet for arbejdspladsen i København. Men det ser borgmesteren ikke noget negativt ved.

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg har aldrig set det her i det korte bosætningsmæssige perspektiv. Det er noget, der betyder meget på den længere bane. Det kan godt være, at folk ikke flytter med nu, men det vælger de måske at gøre på sigt, siger han og uddyber:

- Jeg tror, at når man bosætter sig, så ser man efter et sted med gode muligheder, gode skoler og så videre. Men man ser også på, hvor man kan se sig selv arbejde. Når en familie flytter til, så vil der ofte være én, der stadig har arbejde i København, og for dem er det vigtigt, at de kan se sig selv få et arbejde i kommunen.

- Man flytter af kærlighed eller på grund af et godt job

Det er ikke kun i Ringsted, at der er glæde på borgmesterkontorerne, når talen falder på udflytningen.

Også i Guldborgsund har de første 16 statslige medarbejdere indfundet sig. Antallet er her alt i alt mindre end i Ringsted - 86 nye arbejdspladser vil flytte til. Men den forskel, som tilflytningen gør, er ifølge borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) alligevel stor.

- Det betyder rigtig, rigtig meget. Der er en klar signalværdi i, at regeringen flytter arbejdspladser til provinsen. Det giver et klart signal til de private virksomheder om, at man tør investere i de her områder.

Ligesom borgmester Hvidesten i Ringsted, så håber Brædder også på, at arbejdspladserne kan betyde noget for bosætning i kommunen over en årrække. Erfaringerne i kommunen fra sidste år peger nemlig på netop det.

- Vi har jo prøvet det før. Tidligere blev LAG-sekretariatet (sekretariat for Lokale Aktionsgrupper under Erhvervsstyrelsen red.) flyttet til Nykøbing Falster. Og her har vi set, at det ikke har været noget problem at få folk til at flytte med. I første omgang som pendlere, men så er der også nogle, der efter at have snuset til området, vælger at flytte til, fortæller borgmesteren, som slår fast, at paletten af arbejdspladser i kommunen er essentiel, når det kommer til at få skabt bosætning.

- Man flytter helt overordnet set af to grunde. Den ene er kærlighed - den anden er et godt job. Så det betyder meget, at vi får skabt arbejdspladserne, siger han.

Slagelse: Det betyder noget for optimismen

Også hos Venstre-borgmesteren, Stén Knuth i Slagelse, er der kun få gran salt i optimismen over udflytningen.

- Hvis man tror, det at det her skal redde kommunen, så tager man fejl. Men det, det i stedet kan, er at bygge oven på en god udvikling i Slagelse kommune. Dem, der får arbejde i kommunen vil måske efterhånden flytte til. Og hvis de på et tidspunkt siger op, så er der lokale, der kan få jobbet, siger han.

I Sten Knuths Kommune lander arbejdspladserne ikke kun i Slagelse by. Tystofte ved Skælskør modtager fire årsværk, og Korsør får med Søfartsstyrelsen tilført 190 arbejdspladser.

- Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at arbejdspladserne fordeles. For eksempel er Korsør lidt sær-egen, idet at mange arbejdspladser forsvandt med produktionsvirksomhederne, da broen åbnede. Så nu vil det her være med til at skubbe i den rigtige retning, mener han.

Og på helt kort sigt, så kan det også bruges til noget.

- Vi er en tilflytterkommune og en uddannelseskommune. Jeg tror, det her betyder noget for selvforståelsen og optimismen. Det her betyder, at man kan ranke ryggen og sige, at her går det godt, forklarer Knuth.

Henrik Hvidesten: Vi har fået ro på

Tilbage i Ringsted har optimismen gennem et stykke tid været præget af uklarhed. Planen for, hvornår og hvor de mange medarbejdere ville lande i kommunen, var ikke fastlagt. Men også her er der nu ifølge borgmesteren lys forude.

- Vi har gået i usikkerhed og ventet spændt. Og der har været meget snak om, hvor den endelige placering skulle være. Og nu har bygningsstyrelsen så varslet et udbud om det, der kommer først i det nye år. Så det er en melding, der giver ro på.

De i alt 281 medarbejdere skal ifølge planen være endeligt på plads på deres permanente placering i 2019.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App