Borgerforslag skal råbe politikere op: Børnenes vej til skole er livsfarlig

Anja Gundersen fra Ny Hagested har oprettet et borgerforslag til Holbæk Kommune, hvor hun foreslår, at der kommer en cykelsti mellem Ny Hagested og Tuse. Det er nemlig livsfarligt at cykle på strækningen.

Et borgerforslag skal gøre Holbæk Kommune opmærksom på, at det er livsfarligt at cykle mellem Ny Hagested og Tuse. Der er nemlig ingen cykelsti.

Det er direkte farligt at lade sine børn cykle i skole, hvis man bor i Ny Hagested lidt uden for Holbæk.

Det mener i hvert fald borgerne i den lille by.

Cykelturen for børnene går nemlig via en trafikeret hovedvej uden cykelsti, når de skal ind til Tuse, hvor den lokale skole og daginstitution ligger.

Men det håber Anja Gundersen fra Ny Hagested nu, at der bliver lavet om på. Derfor har hun oprettet et borgerforslag på Holbæk Kommunes hjemmeside, hvor hun foreslår, at der bliver anlagt en cykelsti.

Sådan som trafikken er herude, så tør jeg simpelthen ikke lade dem cykle

Line Ellekær, Ny Hagested

- Jeg tør ikke cykle med dem ude på landevejen. Der er simpelthen alt for tung og tæt trafik, siger Anja Gundersen.

- Vi oplever alt for mange farlige situationer. Biler, der kører alt for tæt på, og som ikke er opmærksomme.

175 har bakket op om forslaget

I Holbæk kan alle borgere lave et såkaldt borgerforslag, hvis de har ideer til forbedringer i kommunen. Der skal 710 støtter til, før byrådet tager et forslag op.

175 har allerede skrevet under på, at de også vil have en cykelsti mellem Ny Hagested og Tuse. Én af dem er Line Ellekær.

- Sådan som trafikken er herude, så tør jeg simpelthen ikke lade dem cykle, siger hun og fortsætter:

- Der er så meget tung trafik, og der er rigtig, rigtig meget trafik. De kører vildt hurtigt. Jeg er bange for, at der skal ske dem noget.

Kommunen kan ikke trylle

Hvis borgerforslaget får tilstrækkeligt med støtte, ender det på bordet hos Klima- og Miljøudvalget. Her er de godt bekendt med de trafikale problemer ved Ny Hagested.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er på strækningen her mellem Ny Hagested og Tuse, at borgerne håber, at der vil komme en cykelsti.

- Det er jo ikke godt, lyder det fra John Harpøth (DF), der er formand for Klima- og Miljøudvalget.

- Det er jo ikke tryghed, men jeg kan ikke trylle, og det er der ikke nogen af mine kolleger, der kan. Så det handler i bund og grund om, hvorvidt der er penge nok i kassen til at lave de her ting. Og hvis der var det, så er jeg sikker på, at vi prioriterede de steder, hvor der var de her ønsker. Men det kan vi desværre ikke, som det er nu.

Cykelstier har lange udsigter

Ifølge John Harpøth koster det omkring tre millioner kroner at anlægge én kilometer cykelsti. Cykelstien ved Ny Hagested, som er lige knap to kilometer, vil derfor komme til at koste seks millioner kroner. Derfor skal borgerne ved Tuse ikke regne med at kunne spænde cykelhjelmen lige foreløbig.

- Cykelstier har lange udsigter, siger John Harpøth.

- Nu har vi lavet en cykelsti mellem Uggerløse og Nørre Vallenderød, den har taget over 20 år at få gjort færdig.

Alligevel håber Anja Gundersen, at hun og børnene i fremtiden kan komme til og fra Tuse på to hjul.

- Det har stor betydning. Også for unge, børn og voksne at kunne cykle sammen til deres institutioner, fritidsinteresser og arbejde, siger Anja Gundersen.

Hvis du vil støtte borgerforslaget om en cykelsti mellem Ny Hagested og Tuse, så kan du gøre det her.

Det er muligt at støtte forslaget frem til den 19. november.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App