Det vi har sammen

Borgere vrede over ny ordning i by: Fartgrænse hæves, så bilister kan sætte farten ned

00:48

René Missel bor ikke længere i Magleby på Møn, efter at byskiltet er blevet flyttet 400 meter. Foto: TV ØST

1 af 2

Lokalpolitikere på Møn sætter fartgrænsen op i et forsøg på at få bilisterne til at overholde fartgrænsen, men det skaber vrede hos borgerne.

Ti borgere er lukket ud af Magleby, efter at byskiltet er flyttet 400 meter tættere ind mod byens centrum. Det betyder også, at fartgrænsen er blevet sat op.

Førhen måtte man køre 50 kilometer i timen på vejstrækningen lige ude foran René Missels hus - nu er fartgrænsen blevet sat op til 60 kilometer i timen til stor frustration for ham og de andre beboere på vejstrækningen.

- Vi er blevet smidt ud af byen. Vi er blevet landsforvist, siger René Missel, som altid har været stolt af at bo i Magleby på Møn.

Men det er ikke René Missels største problem, siger han til TV ØST.

Hvis man kører på en tør vej, så er forskellen i bremselængden på 50 og 60 kilometer i timen fem og en halv meter, og når vi kører på en glat vej, så er der cirka 20 meters forskel.

Bent Grue, køreinstruktør på Kørelærernes Køretekniske Anlæg i Sorø

- Her har vi en vej, der giver anledning til rigtig meget fart. Nu er det bilisternes vej, de kører ikke længere i en by. Trafikstyrelsen havde en kampagne med, at man skulle sætte hastigheden ti kilometer ned for at spare liv. Har de også det modsatte, hvor man sætter hastigheden ti kilometer op, hvor mange flere liv mister man så?, spørger René Missel.

Hvis fartgrænsen sættes op, sætter bilister farten ned

Byskiltet er flyttet, og fartgrænsen er sat op i et forsøg på, at få bilisterne til at lette foden fra speederen.

- Der er nogle undersøgelser, der viser, at hvis man regulerer hastigheden, så den passer bedre til forholdene, så kan man bedre få folk til at overholde fartbegrænsningen. Min personlige mening er helt klart, at der er flere, der vil overholde de 60, end der tidligere overholdt de 50, siger Torben Nielsen, formand for Østmøn Lokalråd. 

Ifølge køreinstruktør Bent Grue, som arbejder på Kørelærernes Køretekniske Anlæg i Sorø kan ti kilometer i timen gøre en betydelig forskel.

- Hvis man kører på en tør vej, så er forskellen i bremselængden på 50 og 60 kilometer i timen fem og en halv meter, og når vi kører på en glat vej, så er der cirka 20 meters forskel, siger Bent Grue.

Beboerne er blevet lovet et blåt byskilt, som skal sættes op dér, hvor det sorte byskilt plejede at stå, så de stadigvæk skal kunne føle sig som en del af Magleby.

Tip os Har du et godt tip?