Borgere rystede over drabssag i Nakskov: - Det er rigtig ubehageligt

Politiet er onsdag stadig til stede ved Søndergade i Nakskov, efter der tirsdag blev fundet en 47-årig dræbt mand i en lejlighed.

Siden tirsdag eftermiddag har politiet været til stede i Nakskov, da der blev fundet en dræbt mand i en lejlighed. Og det ryster flere borgere.

Det gik ikke ubemærket hen, at politiet tirsdag eftermiddagen foretog undersøgelser i Nakskov.

Flere beboere i området omkring Søndergade bemærkede både politi og ambulancer tirsdag. Det var først i dag, onsdag, da politiet meldt ud, at der blev fundet en dræbt 47-årig mand i en lejlighed i Søndergade, at de fik besked om, hvad der foregik.

- Det er tæt på. Og det er rigtig ubehageligt, lyder det fra Peter Friis, der har en slagterforretning i Nakskov.

Det er rystende, at det kan ske så tæt på en

Lillian Larsen, Nakskov

Politiet er stadig sparsomme med oplysninger i sagen. Det er stadig i gang med tekniske undersøgelser og venter på obduktionen af den 47-årige mand, før de kan sige noget om, hvordan han er død.

Stort område spærret af

Et større område er stadig spærret af.

Læs også Mand fundet død i Nakskov

- Vores parkeringsplads var spærret af. Hele området. Vi fik lige med nød og næppe lov til at gå ind i vores forretning, fortæller Peter Friis. 

- Vi kunne godt få lov til at komme ind, men de kunne ikke sige noget om noget. Men jeg vidste lidt på forhånd, fordi der havde været nogle ambulancer her i går (tirsdag, red.). Det eneste, jeg ved, er, at der kom to ambulancer i går. De kom ikke hurtigt kørende, men stille og roligt. Lidt efter kommer der en politibil og så ser jeg, at der holder indsatsleder og der kommer flere og flere politibiler til.

”Hvad sker der nu?”

Også Lillian Larsen, der er nabo til lejligheden, hvor den 47-årige mand blev fundet dræbt, bemærkede politiet tirsdag.

- Alle løb ind i opgangen og så gik der jo lang tid, før der skete noget igen. Politiet rendte frem og tilbage, og der var ikke noget, der blev oplyst til nogen. Men som nabo tænkte man jo, ”hvad sker der nu?”, lyder det fra Lillian Larsen.  

Læs også Drabssag i Nakskov: - Vi ved ikke meget om den dræbte endnu

- Det er rystende, at det kan ske så tæt på en. Også at man ikke har hørt noget overhovedet. For der har ikke rigtig været noget, der har indikeret, at der har været noget her.

Savner flere oplysninger fra politiet

Det var først lidt i 10 onsdag, at politiet meldte ud, at der var tale om et drab. Søren Ravn-Nielsen, der er drabschef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, udtaler, at der ikke er indikationer på, at det er banderelateret.

Men Lillian Larsen savner flere oplysninger.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik en oplysning om, at vi er okay, om vi er trygge nok, og vi ikke står i nogen form for farezone. Specielt når de render rundt med politihunde, politiets teknikere og alt muligt. Der skete jo bare så meget på en gang – og så var man sådan lidt: ”hvad sker der nu?” Og når man spurgte, så fik man jo ikke nogen oplysninger overhovedet, siger hun.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App