Borgere kæmper for at flytte skole på landet: - Det vil skabe vækst og bosætning

I 2011 lukkede den gamle skole i Toreby. Nu vil en borgergruppe have den nye skole flyttet tilbage til byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var plads til 165 elever på den gamle Toreby Skole, da den i 2011 blev lukket.

I stedet blev alle elever i området samlet på skolen i Sundby – Nykøbing Falsters ”satellitby” på Lolland.

Nu skal den gamle skole i Sundby imidlertid udskiftes med en ny – og det har fået borgerne i Toreby for at kæmpe for at få den nye skole flyttet væk fra Sundby, og i stedet placeret i deres by, fire kilometer mod vest.

- Det vil give rigtig god mening, siger Lars Brandt Olesen, der er med i Forældregruppen Toreby, som kæmper for flytte den nye skole fra Sundby til Toreby.

quote Man bliver nødt til at tænke langsigtet, hvis man vil skabe noget hernede

Lars Brandt Olesen, Forældregruppen Toreby

- Med en placering i Sundby, så er der børn, der skal sidde i over en time i skolebus. Hvis man i stedet placerer skolen i Toreby, så kan de fleste cykle til skole.

Toreby ligger nemlig midt i optageområdet, og derfor vil det være mest retfærdigt, lyder det fra Lars Brandt Olesen.

Netop placeringen af den nye skole er i centrum, når der tirsdag aften afholdes borgermøde på den gamle skole med kun et punkt på dagsordenen: Hvor skal de nye skole ligge?

 

Skole lukkede i 2012

Den tidligere skole i Toreby lukkede i 2012 som led i en spareøvelse i Guldborgsund Kommune. For borgergruppen i Toreby er der nu chance for at gennemføre en omvendt centralisering og på den måde skabe en anden byudvikling i området, der i dag er meget centreret omkring Sundby, som af mange opfattes som en del af Nykøbing Falster.

- Der er ikke langt fra Sundby til Toreby. Hvis vi ser 25 år frem, så er Toreby den østlige del af Sundby. Man bliver nødt til at tænke langsigtet, hvis man vil skabe noget hernede. Og at placere skolen her vil være med til at skabe vækst og bosætning. Ellers kan udviklingen let ende i for eksempel Vordingborg, siger Lars Brandt Olesen.

Med skolen følger en udbygget hal – og borgerne har udset sig en billig mark i Toreby som et godt sted at bygge skolen med masser af plads til at udvide.

quote Der bor flest børn her i området, så der er rigtig mange, som ved en flytning skulle køre i skolebus

Peter Kapiczynski Nielsen, forældregruppen i Sundby

- Vores politikere er meget centraliserende. De snakker landdistrikter hver gang, at de skal vælges. Men når der så er gået 24 timer efter valget, så hører vi aldrig ordet landdistrikt mere. Vi skal have stoppet centraliseringen nu – og at flytte skolen herud er en rigtig god mulighed for at komme i mål med det, siger Lars Brandt Olesen.

Får flere til at køre i bus

Det er dog ikke alle borgere i kommunen, der er begejstrede for borgernes forslag.

I Sundby bor omkring 3.000 borgere, og her mener man, at det er galimatias at flytte skolen væk fra den by, hvor der i dag bor flest børn og til en by, hvor der bor 600.

- Det er klart, at der er nogen, der har længere end andre til skole i dag. Men ved at flytte skolen til Toreby, så skal alle jo køre efter skolen, siger Peter Kapiczynski Nielsen fra forældregruppen i Sundby.

Forældregruppen kæmper for at fastholde skolen i Sundby, og undgå at den eksempelvis flyttes til Toreby.

- Vi mener ikke, at det er bedst, at skolen ligger i midten. Der bor flest børn her i området, så der er rigtig mange, som ved en flytning skulle køre i skolebus, siger Peter Kapiczynski Nielsen.

Han frygter, at en flytning ud af Sundby vil få mange forældre til at fravælge folkeskolen til fordel for en friskole.

Der er afsat 150 millioner kroner til at bygge den nye skole i Guldborgsund Kommune. Skolen skal enten bygges ved den nuværende skole, på en bar mark ved Sundby eller på en bar mark ved Toreby.

Årsagen til, at man vil bygge en ny skole, er, at den gamle skoles betonelementer står overfor en meget omkostningsfuld renovering.


Nyhedsoverblik