Borgere efter debatmøde om omstridt ø: - Det var ikke de svar, jeg håbede på

Der er fortsat lokal utilfredshed efter et debatmøde om regeringens beslutning om at placere et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Lindholm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der lød både klapsalver og høje buh-råb i DGI-Huset i Vordingborg mandag aften.

Huset var nemlig centrum for en stor debat om regeringens og Dansk Folkepartis beslutning om at placere et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på den lille ø Lindholm i Stege Bugt.

Til mødet deltog ni politikere fra alle partier i Folketinget, og mere end 700 borgere var mødt op for at få svar på deres spørgsmål. Der hersker stor utilfredshed med beslutningen om at placere de udviste udlændinge på Lindholm.

Læs også
Fuldt hus til stort borgermøde om udrejsecenter: - Det er en frygtelig dårlig beslutning
Læs også
Fuldt hus til stort borgermøde om udrejsecenter: - Det er en frygtelig dårlig beslutning

Af samme årsag gav det også store klapsalver, da Zenia Stampe (R), der sidder i Folketinget for Radikale Venstre, sagde:

- Dansk Folkeparti og regeringen er ved at lave et nyt Alcatraz. Forskellen er bare, at de bliver sat på gårdtur i Kalvehave.

Artiklen fortsætter under videoen...

Det gav også jubel blandt tilhørerne, da en borger sagde, at mennesker skal behandles ordentligt - også selvom de har begået noget kriminelt, som de har taget deres straf for.

Modstandere af udrejsecenter på Lindholm

På trods af den store modstand fra både oppositionen og lokalbefolkningen ved Lindholm afviser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) dog at droppe planerne og placere udrejsecentret et andet sted. Og derfor gik flere borgere skuffede fra borgermødet i Vordingborg.

quote Dansk Folkeparti og regeringen er ved at lave et nyt Alcatraz. Forskellen er bare, at de bliver sat på gårdtur i Kalvehave

Zenia Stampe (R), MF

- Jeg synes, at politikerne lyttede, men det var ikke de svar, jeg havde håbet på. Jeg ville gerne have haft, at der havde været en større dialog om, hvorvidt det er rigtigt og forkert at etablere et udrejsecenter på Lindholm, sagde Mads Frederiksen fra Stege til TV ØST, efter mødet var slut.

- Min holdning er, at det center ikke skal etableres på Lindholm.

Lindholm.jpg
Læs også
Forstå sagen om det omstridte udrejsecenter på øen i Stege Bugt
Lindholm.jpg
Læs også
Forstå sagen om det omstridte udrejsecenter på øen i Stege Bugt

Det var en kvinde fra Hvidovre, der er vokset op på Møn, helt enig i.

- Jeg synes, at svarene virkede ret forudbestemte. Jeg havde utrolig mange spørgsmål inden, og nogle af dem fik jeg svar på. Men jeg blev kun bekræftet i de bekymringer, jeg har omkring projektet. Jeg har både økonomiske bekymringer, men jeg er også bekymret for lokalbefolkningen, der står med problemet, når det her center bliver etableret, sagde hun.

Sofie Schmidt, Kalvehave
Læs også
Sofie deltager i debatmøde om udrejsecenteret – håber at høre Støjbergs gode argumenter
Sofie Schmidt, Kalvehave
Læs også
Sofie deltager i debatmøde om udrejsecenteret – håber at høre Støjbergs gode argumenter

Også Sofie Schmidt fra Kalvehave var skuffet efter mødet.

- Nej, jeg fik ikke det gode argument for, hvorfor udrejsecentret skal ligge på Lindholm. Tværtimod fik jeg bekræftet, at hun (Inger Støjberg, red.) er teflonbelagt, sagde hun.

Artiklen fortsætter under billedet...

Sofie Schmidt fra Kalvehave havde inden mødet håbet på flere argumenter for, hvorfor udrejsecentret skal ligge på Lindholm.
Sofie Schmidt fra Kalvehave havde inden mødet håbet på flere argumenter for, hvorfor udrejsecentret skal ligge på Lindholm.

Minister: Jeg kommer for at lytte

Og Flemming Tejmers fra Kalvehave stod tilbage med en fornemmelse af, at politikerne fra Christiansborg ikke forstår borgerne i og omkring Lindholm og deres bekymringer for det kommende udrejsecenter.

- Lindholm ligger lige i midten af vores kommune, og det er hele kommunen, der er taget som gidsel. Vi bliver alle sammen berørt af det her. Hele kommunens turisme og industri bliver ramt, sagde han.

quote Lindholm ligger lige i midten af vores kommune, og det er hele kommunen, der er taget som gidsel. Vi bliver alle sammen berørt af det her

Flemming Tejmers, Kalvehave

- Vi vil ikke have det ødelagt. De (politikerne, red.) ved ikke, hvordan vores virkelighed og hverdag er. Det er ærgerligt.

Men selvom placeringen af det kommende udrejsecenter ikke var til debat, så dukkede udlændingeminister Inger Støjberg op for netop at blive klogere på borgernes bekymringer.

- Jeg kommer her for at selvfølgelig debattere og lytte til dem, der nu skal være naboer til centret, sagde hun, inden mødet gik i gang.

- Jeg vil først og fremmest lytte, og så vil jeg forsøge at besvare de spørgsmål, som jeg får, på den bedst mulige måde. Det er ikke sikkert, at folk får præcis det svar, de gerne vil have, men jeg vil forsøge at give så godt et svar som muligt.

Læs også
S om Lindholm: - Vi kommer ikke til at stemme nej til forslaget
Læs også
S om Lindholm: - Vi kommer ikke til at stemme nej til forslaget

DF håber, nogle vil rejse hjem

Også Dansk Folkepartis René Christensen står ved beslutningen om et udrejsecenter tæt på hans egen baghave i Guldborgsund Kommune.

quote Vi håber, at hvis de her udlændinge kommer ud på en ø, hvor der ikke er mange faciliteter, og hvor der er kedeligt at være, så er der nogen, der vælger at rejse hjem

René Christensen (DF), MF og byrådspolitiker i Guldborgsund Kommune

- Jeg tror, at alle er bekymrede. Jeg har også fuld forståelse for dem, der bor tæt på. Men udrejsecentret skal ligge et eller andet sted. Hvis det ikke skal ligge på Lindholm, så skal det ligge et andet sted, og så er der andre, der bliver bekymrede, sagde han før mødet.

- Men vi håber, at hvis de her udlændinge kommer ud på en ø, hvor der ikke er mange faciliteter, og hvor der er kedeligt at være, så er der nogen, der vælger at rejse hjem.

Foruden Inger Støjberg, Zenia Stampe og René Christensen deltog Magnus Heunicke (S), Jacob Mark (SF), Eva Flyvholm (EL), Rasmus Nordqvist (Å), Naser Khader (K) og Henrik Dahl (LA) i borgermødet.

DTU, som i øjeblikket holder til på Lindholm, fraflytter næste år. Herefter begynder arbejdet med at etablere udrejsecenteret. Det forventes, at de udviste udlændinge skal flytte ind i 2021.

Udrejsecenteret kommer til at koste 759 millioner kroner.  


Nyhedsoverblik