Nyheder fra din hverdag

Borgmester ville annullere bøde: Nu er afgørelsen udskudt

Niels Brogaard blev anmeldt for selvtægt af kommunen, efter han har stynet træer uden for sin grund.

Borgmesteren i Stevns Kommune vil først vende sagen med de øvrige politikere, men forventer stadig, at kommunen trækker politianmeldelsen i land.

Søndag kunne vi her på TV ØST fortælle historien om Niels Brogaard, der blev politianmeldt af Stevns Kommune og fik en bøde på 6.000 kroner, fordi han har stynet træer uden for sin grund. Træerne har han passet og plejet i mere end 20 år, fordi kommunens medarbejdere tidligere har fortalt, at han selv skal holde både fortov og træer ved lige.

Men da TV ØST spurgte borgmester Mogens Haugaard i går, hvem der egentlig har ansvaret for at få stynet træerne foran Niels Brogaards hus ved Havnepladsen i Rødvig, lød svaret:

- Det har Stevns Kommune, som jeg lige ser det. Men det har Niels ikke lige været opmærksom på, og da han også har studset træerne i 20 år og holdt det rigtig pænt, så har han været i god tro med det, han gjorde. Og derfor tager vi snakken i morgen, og så forventer jeg, at vi trækker vores politianmeldelse tilbage, siger Mogens Haugaard (Borgerlisten Nyt Stevns), borgmester i Stevns Kommune.

Det er politisk selvmord, hvis han ikke gør det. Der har ikke været en eneste negativ tilkendegivelse over for det, jeg har gjort

Niels Brogaard, Rødvig

Afgørelse udskudt til onsdag

Niels Brogaard havde sat næsen op efter en afgørelse fra borgmesteren i sagen i dag mandag, som han lovede i går, men den afgørelse må Niels Brogaard vente på lidt endnu.

- Vi tager en endelig beslutning om det på onsdag, så sagen er på ro indtil da, siger Mogens Haugaard mandag.

'Alle politikerne skal bakke op om det'

Ifølge borgmesteren er der sendt en redegørelse afsted til kommunalbestyrelsen, men før beslutningen kan blive truffet, skal sagen vendes med Natur-, Fritids- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget, hvor der bliver afholdt møde på onsdag.

- Jeg synes, det er rigtigt, at alle politikerne er med og bakker op om det, men jeg foreslår stadig, at vi trækker politianmeldelsen tilbage, fordi jeg tror, at der er sket nogle misforståelser i sagen, og jeg vil ikke stå på mål for en kommune, der melder borgene til politiet. Det er en sag, der ligger under bagatelgrænsen, siger borgmesteren.

Vil slippe for bøde

Niels Brogaard håber stadig på, at hans straf på 6.000 kroner frafalder, og er spændt på at høre, hvornår han får et svar fra Stevns Kommune:

- Jeg var ikke klar over, det skulle udsættes. Jeg troede jo, det ville ske i dag. Jeg havde taget glæderne lidt på forskud, så jeg troede, det var ordnet. Jeg går jo ligesom og venter, så jeg vil gerne have, det sker rimelig hurtigt, siger Nils Brogaard og tilføjer, at det vigtigste for ham blot er, at kommunen trækker politianmeldelsen tilbage, og ikke nødvendigvis hvornår de gør det:

- Det er politisk selvmord, hvis han ikke gør det. Der har ikke været en eneste negativ tilkendegivelse over for det, jeg har gjort, siger han.

Tip os Har du et godt tip?