Bombeplaner mod skoler: 24-årig skal blive i fængsel

Foto: Arkivfoto

Den 24-årige mand, som er sigtet i den såkaldte Kundby-sag, skal forblive i fængsel. Det har Østre Landsret onsdag besluttet.

En mand, der sigtes for at have deltaget i planer om at bombe to skoler, skal blive i sin fængselscelle.

Østre Landsret har onsdag stadfæstet en kendelse fra Retten i Holbæk om, at den 24-årige mand fortsat skal være frihedsberøvet.

Manden nægter sig skyldig. Og i et retsmøde har hans forsvarer, advokat Henrik Garlik, forsøgt at overtale tre landsdommere til at sætte ham på fri fod. Men altså forgæves.

Det er første gang, at landsretten har holdt et egentligt retsmøde - såkaldt mundtlig forhandling - om fængsling eller ej af den 24-årige.

Påvirkede ung pige

Manden, der kommer fra Aarhus-området, har flere gange været i Syrien, har det tidligere været fremme.

Angiveligt har han på nettet haft kontakt med en dengang 15-årig sjællandsk pige om fremstilling af bomber.

I sigtelsen påstår politiet, at han har medvirket til, at pigen blandt andet prøvede at få fat i bombemanualer, kemikalier og gødning og desuden forsøgte at fremstille sprængstoffet TATP.

Siden en storstilet politiaktion i januar har han ligesom pigen været fængslet.

Ville fremstille flere bomber

Påstanden er, at en eller flere bomber skulle fremstilles og bruges i to forskellige terrorhandlinger - mod den jødiske Carolineskolen i København og mod Sydskolen i Fårevejle.

Retsmødet i landsretten er foregået bag lukkede døre.

Senioranklager Kristian Kirk mente, at åbenhed ville kunne ødelægge fremtidige efterforskningsskridt. Og det var dommerne enige i.

Fængslingsfristen udløber 20. juli.

/ritzau

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App