Det vi har sammen

Boligejere tvinges til at skylde i skat

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Stigende grundskyld får boligejere til at ophobe skattegæld uden mulighed for at betale pengene de næste år.

I disse dage modtager mange boligejere et brev, som pålægger dem at låne penge af kommunen til at betale en stigende skatteregning.

Årsagen er, at grundskylden igen kan stige år for år. Det skriver Jyllands-Posten.

Siden valget har grundskylden været fastlåst, men i 2017 besluttede Folketinget i en aftale om fremtidens boligskat, at grundskylden igen må stige op til syv procent om året, indtil et nyt system træder i kraft i 2021.

Til gengæld vil det beløb, som grundskylden stiger med, blive indefrosset. Det betyder, at boligejerne låner pengene rentefrit af kommunen og først behøver at betale dem tilbage, når huset sælges.

Der er ingen, der lider økonomisk overlast af den model, der er valgt

Karsten Lauritzen (V), skatteminister

Det er hverken muligt at sige nej til indefrysningen eller at indfri lånet de næste tre år. Først i 2021 kan boligejerne få lov til at betale tre års ophobet skattegæld.

Bankernes organisation, Finans Danmark, har kritiseret den tvungne låneordning og kaldt det "principielt uheldigt, at man bliver pålagt en skattestigning", som der ikke er mulighed for at betale med det samme.

Dansk Ejendomsmæglerforening finder det uhensigtsmæssigt, at mange tvinges til at bruge det offentlige som bank.

- Det har været den muliges kunst

Parcelhusejernes Landsforening har allerede fået flere henvendelser fra medlemmer, der undrer sig.

- Folk siger, at de ikke vil skylde det offentlige noget. De vil have lov til at betale med det samme, siger landsformand Allan Malskær til Jyllands-Posten.

Han uddyber, at selv om det strider mod nogens opfattelse, så er det en acceptabel løsning.

- Det er en ny løsning. Det har været den muliges kunst. Ud fra det synspunkt accepterer vi selvfølgelig løsningen, siger landsformanden til Ritzau.

For en bolig med en grundværdi på cirka 800.000 kroner vil den ophobede skattegæld efter tre år være omkring 8000 kroner. Det viser et regneeksempel fra Skatteministeriet. 

Læs også Mæglere forudser boligtrend: Sjællandske provinsbyer vil hitte i 2018

Ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V) ville det kræve et nyt, dyrt it-system, hvis indefrysningen skal gøres frivillig. Han understreger, at boligejerne i de næste tre år ikke skal betale renter af gælden, der indefryses.

- Der er ingen, der lider økonomisk overlast af den model, der er valgt. Det er det vigtigste, siger ministeren til Jyllands-Posten.

Ifølge Danmarks Statistik stiger grundskylden på landsplan med 1,3 milliarder kroner i år sammenlignet med 2017.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App