Børns Vilkår: Retssager om kommuners svigt kan hjælpe voksne videre fra en tung barndom

Ifølge Børns Vilkår kan retssager om kommunernes ansvar i misbrugssager virke forebyggende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der findes mange sager, der ligner Jean Rasmussens. 

Hun har lagt sag an mod Kalundborg Kommune for ikke at gribe ind, da hun som barn blev udsat for seksuelle overgreb.

Faktisk får interesseorganisationen Børns Vilkår mange henvendelser årligt om lignende sager.

quote Vi mener, at det har en forebyggende virkning, at kommuner kan se, at det her sløseri med ikke at følge op på de her meget, meget alvorlige forhold, jamen det har altså konsekvenser

Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår

- Vi har fået over 200 henvendelser omkring de her problematikker de senere år, siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår, til TV ØST.

Kan give oprejsning fra tung barndom

Ifølge ham kan sagerne, som falder ud til fordel for de misbrugte børn eller voksne, have stor betydning for dem.

- Vi ved, at det kan hjælpe voksne med at komme videre fra en måske meget tung barndom, det her med at få en undskyldning og en økonomisk oprejsning. Det kan faktisk være lige præcis det, som gør en forskel, siger Rasmus Kjeldahl.

Samtidig kan sagerne have stor forebyggende effekt i forhold til kommunerne, mener de hos Børns Vilkår.

Jean Rasmussen
Læs også
Hun blev udsat for seksuelt misbrug i årevis af sin stedfar: Nu sagsøger hun kommunen
Jean Rasmussen
Læs også
Hun blev udsat for seksuelt misbrug i årevis af sin stedfar: Nu sagsøger hun kommunen

- Vi mener, at det har en forebyggende virkning, at kommuner kan se, at det her sløseri med ikke at følge op på de her meget, meget alvorlige forhold, jamen det har altså konsekvenser. Det er ikke sådan, at det bare bliver glemt, eller at det er gratis at ignorere de her børns råb om hjælp, siger Rasmus Kjeldahl.

Forventer flere sager

Fra 1. april 2018 fjernede man forældelsesfristen på seksuelle misbrugssager. Det betyder, at der ingen forældelse er i forhold til krænkerens strafansvar. Men det betyder også, at der heller ingen forældelse er i forhold til myndighedernes ansvar i sådanne sager.

Det er netop noget, som Børns Vilkår har kæmpet længe for, for det har stor betydning for ofrene.

- Det er helt nødvendigt, at man kan lægge de her sager an, når man er blevet klar til det. For vi ved, at det kan tage mange år for ofre for denne her form for svigt, siger han.

Efter forældelsesfristen er fjernet, forventer Børns Vilkår desuden, at de får endnu flere sager for retten de kommende år.

Børns Vilkår har i forbindelse med et satspuljeprojekt fået midler til at støtte personer i at anlægge erstatningssager om offentlig omsorgssvigt. Børns Vilkår fører ikke sagerne, men støtter og hjælper igennem sagsprocessen. Projektet løber frem til 2020.


Nyhedsoverblik