Børn og ældre går sammen om lokalhistorisk projekt i Korsør

4. klasse fra Broskolen i Korsør er netop påbegyndt et nyt projektforløb sammen med det nærliggende aktivitetscenter for pensionister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På trods af stor aldersforskel kan man sagtens have meget at tale om.

Det er 4.b på Broskolen og de ældre fra Aktivitetscenter Teglværksparken i Korsør et godt eksempel på.

Som en del af et skoleprojekt er de nu gået sammen om at dykke ned i lokalhistorien.

Eleverne fra Broskolen skal lære om byens tidligere teglværk, og det gør de ved at få historien fra dem, der stadigvæk kan huske det. 

- Så kan vi også fortælle vores familier, at vi har oplevet det her, siger en glad Malte Falk Clausen fra 4.b. 

"Det er jo historie, der bør viderefortælles"

Én af dem, der kan fortælle historier om det gamle teglværk, er Ronald Frost, der arbejdede på teglværket i fem år, inden det brændte ned i 1973.

- På en almindelig arbejdsdag lavede vi 18.000 sten, og de blev alle sammen håndteret i hænderne – og de vejede to kilo stykket, fortæller Ronald Frost.

Inden det gamle teglværk i Korsør brændte ned, så det sådan her ud.
Inden det gamle teglværk i Korsør brændte ned, så det sådan her ud.

Ronald Frost er glad for det nye projektforløb, som han og de andre ældre fra Aktivitetscenter Teglværksparken er begyndt på sammen med skoleeleverne.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé – det er jo historie, der bør viderefortælles, siger han til TV ØST.

Skabe relationer og udveksle viden

4.b's klasselærer Liselotte Reimer fortæller, at eleverne har glædet sig til at komme i gang med samarbejdet.

Hun glæder sig også selv til at følge det.

- Projektforløbet skal være med til at skabe relationer og udveksle viden på tværs af generationer, siger hun.

Projektarbejdet skal køre frem til november, hvor der til sidst vil blive lavet en skulptur af en kunstner på grunden, hvor det gamle teglværk lå. 


Nyhedsoverblik