Bo hos Ludvig Holberg: Historisk herregård søger 'skikkelig enke'

Hæderlige, ældre kvinder har nu en unik mulighed for at bo midt i historiens vingesus. En bolig er nemlig blevet ledig på Tersløsegård ved Dianalund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er fyldt med historie i Ludvig Holbergs gamle hjem på Tersløsegaard uden for Dianalund. Derfor er det heller ikke en helt almindelig boligannonce, man skal skrive, når man står og mangler en ny lejer.

Forfatteren Ludvig Holberg boede på Tersløsegaard fra 1745 frem til sin død i 1754. Han har sat sine spor i historien og bliver kaldt den danske litteraturs fader, og i dag sætter han stadig sine spor i nutiden. I sin sidste vilje forlangte Holberg nemlig, at der altid skal bo enke i sydfløjen:

- Det er hans sidste vilje fra 20. januar 1748. Så står der til sidst: ”Mit forlangende er ellers, at værelser på Tersløsegård forundes en skikkelig enke", forklarer Allan Aistrup, som er foreviser på herregården.

Seks herskabelige værelser

Den nuværende enke flytter ud til oktober, og derfor har foreviser Allan Aistrup nu skrevet en boligannonce.

- Jeg har skrevet, at det er en sjælden chance, når Holbergs enkebolig bliver ledig, fortæller Allan Aistrup til TV ØST.

På Tersløsegaard er der også et museum dedikeret til Ludvig Holbergs liv og forfatterskab. Derfor er det også fine forhold, man kan tilbyde den kommende lejer.

Man får nemlig hele seks værelser – fire i stueplan og to på første etage – samt køkken og bad. Alt sammen er naturligvis indrettet herskabeligt, pointerer Allan Aistrup.

- Man bliver en del af stedets historie - på godt og ondt, havde jeg nær sagt, siger Allan Aistrup.

Ældre pige i hæderlig stand

I øvrigt er Holbergs vilje siden blevet justeret, så du i dag ikke behøver være enke. Nu kan man nemlig godt blot være enlig kvinde, men man skal stadig være en ”ældre pige i hæderlig stand”, hedder det sig – og sådan har det været i 263 år.

Med andre ord vil den kommende lejer bo under helt særlige rammer.

- Der er suset af historien, og så det glædelige ved, at der er noget uforanderligt, siger Allan Aistrup.

 


Nyhedsoverblik