Nyheder fra din hverdag

Bliv opdateret på Kundbysagen: Det er der kommet frem på tre retsdage

Sagen havde sin start i en retssal proppet til randen med familiemedlemmer, presse og interesserede tilhørere. Foto: TV ØST

Sagen havde sin start i en retssal proppet til randen med familiemedlemmer, presse og interesserede tilhørere. Foto: Anne Gyrite Schütt

1 af 2

Kundby-pigen fandt Islamisk Stat og jihadisme interessant, men afviser at ville gennemføre et bombeangreb mod to sjællandske skoler.

De første tre retsdage i den såkaldte Kundby-sag ved Retten i Holbæk har nu nået sin afslutning.

Den 17-årige Kundby-pige udtalte sig på første og anden dag, mens det på den tredje dag var blandt andre hendes mor, hendes tidligere lærer og en sprængstofekspert, der var i vidneskranken.

Her kan du få et overblik over, hvad der er kommet frem de tre dage: 

DAG 1:

Sagen havde sin start i en retssal proppet til randen med familiemedlemmer, presse og interesserede tilhørere.

Først brugte anklager Kristian Kirk noget tid på at fremlægge sagen. Her kom det blandt andet frem, at Kundby-pigen angiveligt havde anskaffet sig kemikalier til at forsøge at fremstille sprængstoffet TATP, og at hun ifølge anklagemyndigheden planlagde at gennemføre en prøvesprængning mod en Kvickly.

Det kom også frem, at det var pigens familie selv, der politianmeldte hende dagen før hun blev anholdt, 13. januar 2016. Det gjorde de, fordi de var i gang med at renovere huset, og i kælderen havde de fundet et målebæger, kemikalier og flere sedler. En af dem lød:

- Jihad, Bomhusvej 18, Carolinaskolen, jødisk 8. februar, tid ukendte, 9-13 – Allah er stor.

Første retsdag var også første gang, at offentligheden hørte pigen selv forklare sig om de ting, der var foregået i hendes liv i månederne op til anholdelsen. 

Læs også Kundby-pigens mor: Min datter ville ikke bombe nogen

Hun begyndte for eksempel på et tidspunkt at skrive til forskellige Twitter-profiler, at hun gerne ville kæmpe for Allah. Blandt andet skrev hun til en profil, der hed ”Islamic State Media”.

- Jeg synes, det var spændende. Hvis jeg kontaktede dem, fik jeg noget spænding i min hverdag, forklarede hun på anklager Kristian Kirks spørgsmål om, hvorfor hun skrev til de profiler på Twitter.

Anklageren ville også gerne vide, om den unge pige havde planer om at rejse til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

- Nej, min mor havde brændt mit pas, svarede hun.

I november 2015 begyndte den 17-årige pige at søge efter bombemanualer på nettet.

- Jeg synes, det var spændende, gav hun som forklaring på det.

Anklager Kristian Kirk fremviste også en seddel om et bombeangreb, som pigen angiveligt planlagde mod Sydskolen i Fårevejle til en gallafest den 8. januar 2016.

På sedlen stod der, at hun ville sprænge en bombe til festen, løbe sin vej, tage et tog og tage hættetrøje på. Pigen selv forklarede, at hun ville tage et billede af sedlen og sende den til nogle elever på skolen.

- Jeg ville skræmme mine tidligere skolekammerater. De havde skrevet dårlige ting om mig. Men jeg mente ikke noget med det. Jeg ønskede ikke, at angrebet rent faktisk skulle finde sted. Det var tomme trusler, sagde hun.

På mange af anklagerens spørgsmål svarede hun, at hun ikke mente noget med truslerne, men at hun bare gerne ville gøre sig interessant over for de klassekammerater, der havde mobbet hende, og omverdenen generelt.

Retsdagen sluttede, før afhøringen af den 17-årige pige var afsluttet.

DAG 2:

På dag to i Kundby-sagen kom det blandt andet frem, at den 17-årige tiltalte pige havde taget Omar El-Husseins efternavn.

Hun var fascineret af hans angreb mod Krudttønden og den jødiske synagoge i København i februar 2015.

- Jeg så Youtube-videoer, og så synes jeg, det var meget fedt. Jeg synes, han var lidt sej. Derfor tog jeg hans navn. Man bliver ikke radikalisteret ved at tage en andens navn, forklarede Kundby-pigen i retten.

Anklageren læste også op af politiets afhøring af pigen tidligere. Dengang forklarede hun, at hun så op til Omar El-Hussein, fordi han døde som martyr og muslim. Den ændrede sig dog nogle uger senere.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. På et tidspunkt syntes jeg, det var ok, hvad Omar havde gjort, men det var meget kort, sagde hun, hvorefter hun understregede, at hun ikke længere sympatiserede med Omar El-Husseins handlinger.

Pigen gjorde også meget ud af i sin forklaring, at hun bevægede sig i en fantasiverden, og at hun aldrig havde planer om at gennemføre bombeangrebene. Det var blandt andet hendes forklaring på en dagbog, hun havde skrevet på den institution, hvor hun har siddet varetægtsfængslet.

- Det meste er fiktion, fortalte hun.

DAG 3:

På tredjedagen var det tid til andre vidner end Kundby-pigen selv. I alt ni vidner var indkaldt til denne dag, og det var pårørende til pigen, en betjent, en sprængstofekspert, hendes tidligere lærer og en, hun har gået på Sydskolen i Fårevejle med, som hun sendte truende beskeder til.

Først skulle pigens mor afhøres. Hun fortalte blandt andet, at hendes datter havde det rigtig dårligt og i en periode skar i sig selv. Hun kom ikke særlig godt ud af det med morens eksmand, og hun blev mobbet, fortalte moren.

Hun fremhævede også, at Kundby-pigen ændrede karakter efter en ferie i Tyrkiet. Da de kom hjem, begyndte hun pludselig at interessere sig meget for landet og ville lære tyrkisk. Hun stoppede også med at spise svinekød og konverterede til islam.

Moren bliver bekymre og kontakter derfor kommunen. Hun vil gerne have råd og vejledning til situationen, men føler ikke, at hun får det. 

På et tidspunkt kom politiet midt om natten, da en mand, hun havde kontaktet pr. sms, havde slået alarm. Det var en besked omhandlende hellig krig. Politiet tog en snak med pigen.

Efter dette natlige besøg kontakter moren igen kommunen.

- Men der sker ikke noget, siger hun.

På et møde med en person fra PET fik moren nogle råd.

- Han siger, at jeg ikke skulle være bekymret, siger moren i retten.

- De mente ikke, hun kunne finde på at lave noget.

Et andet fremtrædende vidne på dag tre var pigens tidligere lærer. Han havde brugt mange timer på at snakke med hende om hendes voksende interesse for jihad og Islamisk Stat. Læreren laver også bekymringsskrivelser til kommunen.

- Hun havde lagt temmelig mange billeder op af IS og hyldede terrorisme, forklarede læreren.

- Jeg sagde til hende, at det ikke var en leg, og at det kunne ende galt.

På et tidspunkt blev læreren så bekymret, at han optog en 55 minutter lang samtale med pigen på sin iPad i skjul og gav den til myndighederne. Her talte de to om hendes bombeplaner og hendes fascination af terrorisme.

- Når jeg sagde terrorisme, sagde hun: ”Nej, det er ikke terrorisme. Det er Guds gerning”, forklarede læreren.

- Situationen var kommet så langt ud, at jeg selv var magtesløs.

På anklagebænken var også en pædagog fra institutionen, hvor Kundby-pigen har siddet varetægtsfængslet. Han forklarede om et overfald, om pigen ligeledes er tiltalt for, hvor hun stak pædagogen i siden med et stykke spejlglas.

Pigen nægter sig skyldig i alle anklager om planer om terrorisme, mens hun erkender at have overfaldet pædagogen.

Tip os Har du et godt tip?