Blå finanslov tilgodeser bolig- og bilejere samt ældre

Regeringen og de tre blå støttepartier har indgået en aftale om finansloven for 2017. Blandt andet bliver registreringsafgiften sænket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative har i 11. time indgået en finanslovsaftale for næste år.

Aftalen indeholder blandt andet DF's krav om udlændingestramninger, Liberal Alliances krav om lavere registreringsafgift og De Konservatives fastfrysning af grundskylden.

- Da man langt om længe fik skilt tingene ad, så kom der skred i tingene, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl med henvisning til, at finanslovsforhandlingerne i år kom usædvanligt sent i gang.

- Det er en rigtig god finanslov, hvor vi tager flere skridt i forhold til de ældre. Vi afsætter to milliarder kroner til yderligere indsatser. Vi sætter penge af til klippekort og bedre mad for ældre, siger DF-formanden.

Registreringsafgift sænkes

LA-leder Anders Samuelsen fejrede sidste års finanslov med champagne, da registreringsafgiften på biler blev sænket fra 180 til 150 procent.

I år vil han fejre det med "en kold øl", siger han foran rullende kameraer i Finansministeriet. Ritzau har tidligere erfaret, at registreringsafgiften bliver sænket for 250 millioner kroner.

- Jeg er godt tilfreds. Det er svært at være ked af det, når man som liberal går ud af lokalet med en skattelettelse, siger Samuelsen.

K er glade for penge til politi

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har også ligesom sidste år fået en fastfrysning af grundskylden.

- Det er særligt vigtigt, når vi skal til at diskutere ejendomsvurderinger og boligskat, siger han.

- Vi er også glade for, at der afsættes penge til politiet. Vi skal se med åbne øjne på nye kadetter. Der er brug for, at vi får betjentene hjem i deres kredse.


Nyhedsoverblik