Birkegårdens Haver lukker deres juleudstilling

Når året er omme, vil det ikke længere være muligt at besøge de skønne haver til jul.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er tyve år siden, at Merry og Finn Sørensen fik et stort ønske om en have i forlængelse af deres hus i Tågerup. Sidenhen er én have blevet til mange, og tilbage i 1999 fik de endnu et ønske om en juleudstilling opfyldt, efter de blev inspireret af Tivolis i København.

Men når parret atter pakker julelysene og nisserne i kasser efter jul, kommer det ikke op igen. For i år er sidste år med Birkegårdens Havers juleudstilling.

- Først og fremmest er det fordi, vi er for gamle. Vi kan ikke blive ved med at arbejde 12 måneder om året uden ferie og pauser. Og så er det fordi juletræskæderne er blevet for korte. Træerne vokser, og vi skal have mange, mange nye kæder, så der er lidt økonomi i det også, siger Merry Sørensen, der er medejer af Birkegårdens Haver.

Tradition for gæsterne

Med havernes 10.000 kvadratmeter og minimum 180.000 lys er juleudstillingen blevet en tradition for mange gæster på Sjælland. Ligesom det er blevet en tradition for alle medarbejderne på Birkegården og for alle sælgerne i juleladen, som hvert år sælger ting i de i alt 16 boder.

- Det er jo lidt trist. Lidt vemodigt for dem, at tænke på, nu er det sidste jul, vi er her, siger Anni Legaard, der har en stand i juleladen.

Vemodigt de lukker

Også Birkegårdens gæster synes, at det er en smule vemodigt, at juleudstillingen lukker.

- Det er godt nok kedeligt. Altså efter jeg har oplevet det her, så synes jeg da godt nok, det var ærgerligt, hvis det bliver sådan, siger gæst Jens Otto Wilsdahl fra Køge, da vi møder ham i den belyste have.

Når der bliver lukket ned for Birkegårdens allersidste juleudstilling, håber Merry Sørensen på, at andre vil få ligeså stor glæde af udstyret, som de selv har haft.

- Vi har prøvet at sælge det direkte fra træerne. Vi havde jo håbet, der kom en og købte det hele, så de kunne lave sådan en have et andet sted. Men vi skal have solgt det hele, for ellers så ender det bare med, vi åbner igen, siger hun.

Planer for fremtiden

Selvom parret kommer til at savne juleudstillingen og synes, det er en anelse trist, at det lukker, har de allerede planer for, hvad der skal ske fremover.

- Jeg skal male, og Finn skal se fjernsyn, siger Merry Sørensen mens hendes mand Finn Sørensen vrisser af hende med et glimt i øjet.

- Vi skal nok få tiden til at gå i hvert fald, siger Finn Sørensen.

Det er kun juleudstillingen i Birkegårdens Haver, der lukker. Det vil fortsat være muligt at besøge haverne i perioden fra den 1. maj til den 1. november.

Juleudstillingen har åbent til og med fjerde søndag i advent.                                                                                                                                                   


Nyhedsoverblik