Man skal ikke gøre udfald mod en politimand og hans politihund.
Det må en 20-årig mand sande, efter han under en anholdelse natten til lørdag gjorde udfald mod politiet.
Flygtede op i træ
Manden var blevet set i en stjålen bil på Carl Medingsvej i Skælskør natten til lørdag, men manden var efterfølgende flygtet ud over en mark.
Politiet fulgte mandens spor med en politihund, der fulgte mandens spor 300 meter ud over marken til noget vand, hvor de fandt et sæt handsker kastet i vandkanten. Det gav politihunden et nyt spor, og kort efter fandt den 20-årige mand i toppen af et træ.
Bidt i armen
Meget modvilligt fik politiet manden til at klatre ned fra træet – men under anholdelsen gjorde han udfald mod politimanden og hans hund. Det skulle han dog aldrig have gjort – for politihunden bed manden i underarmen.
Manden er sigtet for biltyveri af bilen, der forsvandt den 12. november.