Bilisterne kører rekordmange kilometer på motorvejene

Trafikken på vejene stiger, viser nye tal fra Vejdirektoratet. Der er vækst i samfundet, flere kommer i arbejde, og flere får bil nummer to.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere biler suser afsted på de statslige veje. Især på motorvejene.

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at de seneste års udvikling med mere trafik på vejene fortsætter i 2016.

Kasper Rosenstand, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, forklarer hvorfor:

- Motorvejene er med til at binde de større byer, landsdele og erhvervsområder sammen. Når det går bedre for dansk økonomi, flere kommer i beskæftigelse og handlen med udlandet vokser, så giver det mere trafik på motorvejsnettet.

Motorvejstrafik steget med 3,4 procent

I første kvartal i år er den samlede trafik på vejene steget med 2,1 procent. På motorvejene er trafikken steget med 3,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

- I takt med at vi oplever vækst, kommer flere i arbejde. Det er med til at skabe flere pendlerture, og nogle rejser længere efter jobbet. Og så er der også nogle, der får bil nummer to, siger Kasper Rosenstand.

De senere år har danskerne købt rekordmange nye personbiler, og i maj blev det næststørste salg på en måned nogensinde registret.

Vejdirektoratet vurderer, at trafikken på motorvejene kommer til at ligge to til seks procent højere i 2016 end i 2015.

- Det er en udvikling, der har været i gang i en årrække, og den fortsætter, siger Kasper Rosenstand.

Motorveje bliver udbygget

Flere steder i landet er større anlægsprojekter i fuld gang.

- Allerede i dag er vi i gang med at udbygge motorvejen nogle af de steder, hvor der er nedsat fremkommelighed, siger han.

Køge Bugt Motorvejen, der med flere end 100.000 trafikanter i døgnet er en af Danmarks mest trafikerede motorveje, er ved at blive udbygget.

I Jylland forventes den nye Holstebro-motorvej at gøre rejsetiden mellem Herning og Holstebro kortere, ligesom sidste strækning af Silkeborg-motorvejen burde aflaste flere veje i Silkeborg-området, når den bliver taget i brug til efteråret.

/ritzau/


Nyhedsoverblik