Det vi har sammen

Bilister kørte vanvittigt i by: Bil blitzet med 124 kilometer i timen

Arkivfoto. Foto: René Lind

Mange bilister kørte alt, alt for stærkt i Haslev tirsdag eftermiddag. Her blev der afholdt fartkontrol ved en tidligere skole.

Seks ud af syv bilister kørte helt efter bogen. Men en hel del bilister kørte alt, alt for stærkt ved en trafikkontrol i Haslev tirsdag eftermiddag.

Trafikkontrollen blev udført på Teestrupvej nær den tidligere Lysholm Skole. Man må køre 50 kilometer i timen på strækningen – men der blev kørt helt op til 124 kilometer i timen på vejen under kontrollen tirsdag.

Vejen forbinder Haslev med Teestrup, Skuderløse og derfra videre mod Holmegaard og Næstved – og hastigheden er sænket ind imod Haslev, hvor der er både hastighedssænkning på vejen og bump. Vejen er kendt for at have mange udkørsler, og flere steder, hvor cyklister krydser vejen.

Den høje hastighed fører til, at 69 bilister modtager en bøde indenfor kort tid. Derudover får 15 personer et klip i kørekortet – og hastighedspræsidenten, der blev målt til 124 kilometer i timen, mister ubetinget kørekortet, får en større bøde og skal betale et beløb til offerfonden.

Alt i alt kørte der 489 bilister på strækningen mellem klokken 12.25 og 17.07 tirsdag, hvor politiet kontrollerede farten.

Tip os Har du et godt tip?