En 54-årig mandlig bilist ville onsdag eftermiddag overhale en anden bil på Bøgetvej i Horslunde.
Men under overhalingen trak den anden bil en anelse ud, så den 54-årige måtte ud i rabatten med noget af bilen for at komme forbi.
Da den 54-årige kom hjem til sig selv, kom bilisten, som han havde overhalet, også og parkerede .
Slog bilist med en gren
Chaufføren – en 52-årig mand, som også er fra lokalområdet – steg ud og gik hen til den 54-årige og slog ham med en gren i hovedet. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ifølge den 54-årige sagde manden: "Så er I måske færdige med at slå folk ihjel? Hvis jeg ser dig igen, så kører jeg dig ned".
Derefter kørte han sin vej.
52-årig var fuld
Den 54-årige ringede til politiet, og han forklarede, at han genkendte overfaldsmanden - og henviste til en adresse, som politiet kørte hen til.
Den 52-årige blev anholdt og sigtet for vold.
En alkometertest viste desuden, at den 52-årige havde en promille en hel del over det tilladte. Og at han tidligere havde fået inddraget kørekortet.
Den 52-årige kan nu se frem til et retsligt efterspil.