Bilist påkørte 40-årig: Kørte væk for at aflevere sit barn i skole

En 40-årig mand blev ramt af en bil ved en skole i Tølløse. Bilisten valgte at køre videre for at aflevere sit barn på skolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 40-årig mand fra Tølløse var på vej med sine to børn over en fodgængerovergang ved Kildedamsskolen i Tølløse, da han blev ramt af en forbi-kørende bil.

I stedet for at stoppe og hjælpe valgte den 37-årige bilist at køre væk fra uheldet og videre hen til skolen for at aflevere sit barn.

- Det er en anden bilist, der ser, at der ligger en voksen mand i fodgængerovergangen med to børn stående ved siden af sig, der standser op og får ringet 112, forklarer kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard.

37-årig sigtet

Den 40-årige far blev kørt til tjek på sygehuset, hvor de kunne konstatere, at han havde fået et brud på benet ved påkørslen.

Politiet har efter episoden fået fat i den bilist, der påkørte den 40-årige.

- Han er sigtet for ikke at standse efter uheldet. Den yderligere efterforskning vil fastslå, om der også kommer andre sigtelser til. Nu skal vi snakke med ham, der blev påkørt og gennemgå vidneforklaringer, så vi kan se, hvordan det er sket, siger Martin Bjerregaard.

Om der også kommer andre sigtelser til anhænger af afhøringen af den påkørte, som stadig mangler at blive foretaget, og de vidneforklaringer, der er blevet foretaget. 


Nyhedsoverblik