Motorvej delvist spærret efter bilbrand

Brandvæsnet rykkede lørdag ud til en bil i flammer på Sydmotorvejen, hvor man var nødt til at spærre vejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før klokken 10.00 rykkede brandfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning ud til en bil i flammer på Sydmotorvejen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bilen, der kom kørende ad Sydmotorvejen i nordgående retning, var pludselig brudt i brand omkring Lundby mellem Næstved og Vordingborg.

- Bilen er helt udbrændt, men brandvæsnet har styr på det, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- I samråd med brandvæsnet besluttede vi kortvarigt at lukke motorvejen, tilføjer vagtchefen.

Det var angiveligt en teknisk fejl i bilen, der antændte branden, derfor foretager politiet sig ikke yderligere i sagen.

Ingen kom ifølge politiet til skade ved episoden. 

Sydmotorvejen er nu kun delvist spærret i nordgående retning, men ifølge Vejdirektoratet skal der fortsat forventes forlænget rejsetid på strækningen frem til klokken 10.45 lørdag. 


Nyhedsoverblik