Bibel-sommerlejr trækker hundredevis af troende til

Knap 200 deltagere er samlet til bibelcamp. Det er en sommerlejr, der handler om bibelen men mest af alt om fællesskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den yngste er under ét år gammel. Den ældste er 80 år. 

Det er ikke hvad som helst, der kan samle folk i alle aldre. Men det kan Fårevejle Bibelcamp, der for 27. gang bliver afholdt ved Odsherreds Efterskole.

Det er indre mission der står bag sommerlejren, som trækker det brede publikum til. 

- Der er et helt særligt fællesskab på bibelcamp. Jeg føler, at vi samles om noget mega vigtigt i vores liv, siger 23-årige Katrine Børgesen fra Hørve.

Artiklen fortsætter under billedet.

Katrine Børgesen er med til at arrangere bibelcampen. Hun mener, man samles om noget meget vigtigt i sit liv.
Katrine Børgesen er med til at arrangere bibelcampen. Hun mener, man samles om noget meget vigtigt i sit liv. Foto: Rikke Stokholm - TV ØST

Hun er en af de 175 deltagere på bibelcampen. For hende er det ikke svært at sætte ord på, hvad det er, hun så godt kan lide ved bibelcampen.

- At være her hvor jeg kan læne mig tilbage i, at der er en masse mennesker, jeg kan dele min tro med. Det er virkelig rart, og det betyder meget for mig, siger Katrine Børgesen.

Kommer ned i gear

For 16-årige Maria Jakobsen fra Øster Snede er det også en måde at lære sig selv at kende på.

- Når man er her, så kan man mærke, at ens tro bliver udvidet. Man opdager hele tiden noget nyt når man er her, og jeg synes også, man finder ud af noget mere om sig selv, siger Maria Jakobsen.

Dagene går med legestue for de mindste. Strandture, volleyball og fodboldturneringer for resten. Når der altså ikke lige er undervisning i Bibelen eller lovsang.

For Preben Schousboe fra Ballerup og familien er det hele samlet set en god måde at holde ferie på.

- Vi nyder at starte vores ferie sådan her. En uge hvor vi kommer ned i gear. Vi får lidt til sjælen og lidt til maven og godt samvær, siger Preben Schousboe og fortsætter:

- Det giver mig det, at jeg får noget til hovedet også, hvor jeg bare kan slappe af og lytte til noget god undervisning, lyder det.

Fællesskabet er i fokus

Bibelcampen varer indtil på lørdag. Og særligt én ting er deltagerne enige om, er noget af det vigtigste på lejren.

- Jeg synes, man får udvidet sin horisont hver gang men helt sikkert også denne her fællesskabsfølelse af, at det var fedt i år, siger Maria Jakobsen.

- Vi samles om at vi har en gud, at han elsker os og at han elsker alle mennesker, og det giver et helt unikt fællesskab, som jeg sætter meget pris på, siger Katrine Børgesen.

Herunder kan du se TV ØST's reportage fra bibelcampen.

 

Nyhedsoverblik