Betjent tiltalt for at lyve i flere sager – men hvad er hans motiv?

Ifølge Anklagemyndigheden er tre uskyldige bilister blevet tiltalt for at have kørt bil i påvirket tilstand, og én af dem er endda blevet dømt. Foto: TV ØST

En betjent var i dag på anklagebænken i Retten i Nykøbing Falster, hvor han er tiltalt for at afgive falske oplysninger og forklaringer.

I dag blev der byttet roller i Retten i Nykøbing Falster.

For her begyndte retssagen mod en betjent, som er tiltalt for at skrive forkerte oplysninger i politirapporter og for angiveligt at have vidnet falsk i retten.

Ifølge Anklagemyndigheden er tre uskyldige bilister blevet tiltalt for at have kørt bil i påvirket tilstand, og én af dem er endda blevet dømt.

Den tiltalte betjent er omfattet af navneforbud, derfor er det begrænset, hvor meget TV ØST’s reporter, Jessica Skovmose, som fulgte sagen, kan sige.

- Han er meget erfaren, og han er en meget garvet betjent. Han har været hos politiet i over 30 år, og han har som mange andre betjente også været med i nogle tv-udsendelser, forklarer Jessica Skovmose.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han sagde, jeg er simpelthen så rystet

Jessica Skovmose, TV ØST's reporter

- Vi kunne se på et klip, som også blev vist i retten i dag, at han var en betjent, der kender sit lokalområde rigtig godt. Han kender de unge lømler. Han kender deres fornavne. Han ved, at ham der har ikke noget kørekort, men kører alligevel. Ham der ryger hash hver dag, og så taler han med dem om det.

- Man kan godt mærke, at han har virkelig godt fat i sit lokalområde.

Hvad er motivet?

Udover den tiltalte betjent er der indkaldt 14 vidner i sagen.

Ifølge betjenten selv er der ingen tvivl. Han er uskyldig.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han sagde, jeg er simpelthen så rystet, forklarer TV ØST’s reporter Jessica Skovmose.

- Han sagde, jeg kan simpelthen ikke forstå, at jeg overhovedet skal sidde her. Jeg er politimand helt inde i hjertet. Jeg kunne ikke drømme om at anklage nogle for noget, de ikke har gjort. Så han sagde, at han var fuldstændig chokeret. Han sagde, at det smadrer mit liv det her.

Retssagen er netop derfor også speciel. For der er ikke noget kendt motiv for, at manden ifølge tiltalen valgte at skrive falske rapporter og give urigtige oplysninger i retten om sagerne.

Og motivet blev man heller ikke klogere på ved første retsmøde i sagen, fortæller Jessica Skovmose.

- Jeg talte med en del af hans kolleger, som også var dukket op i dag for at støtte ham. Og de sagde også, hvorfor skulle man overhovedet gøre det her? Der er jo ikke noget motiv.

- De her sager, som den her sag handler om, er sager med alkohol og kørsel med hash, og de sagde, at der er så mange, der kører påvirkede ude i trafikken, så hvis man ville, så kunne man gå ud på hvilket som helst gadehjørne og stoppe nogen, der kører påvirket. Så der er simpelthen ikke nogen grund til overhovedet at fabrikere nogen beviser. Så de kunne heller ikke forstå det, og de var faktisk også meget rystede over sagen.

Sagen giver anledning til undren blandt betjente

Sagen har udover at ryste den tiltaltes kolleger også vakt opsigt hos politikredsen.

- Der var en politianklager, som var inde og vidne, og han sagde, at han har haft nogle af de her sager, som den her sag handler om, forklarer TV ØST's reporter Jessica Skovmose.

Politianklageren fortalte, at han allerede i 2012, da han fik første dag, tænkte, at der var noget galt. Han syntes, at vidnerne virkede meget troværdige, mens betjentens forklaring virkede knapt så troværdig. Han gik derfor til sin nærmeste chef, advokaturchefen i politikredsen, og forklarede, at der var noget helt galt.

- Han indgav en anmeldelse af betjenten, fordi han tænkte, at det her skal undersøges. Det, der så er sket er, at den her anmeldelsesblanket åbenbart er blevet væk, forklarer Jessica Skovmose

- Og så skete der ikke rigtig mere. Så fik han en ny sag i 2015, og det var det samme mønster, samme betjent. Så gik han igen til advokaturchefen, men der er bare ikke rigtig sket noget. Og han siger, at det har virkelig givet anledning til rigtig meget snak blandt de her betjente, hvor de har talt om, hvordan den her mand kan gå rundt og fortsat være betjent, uden at der bliver undersøgt noget som helst.

Næste retsmøde er på torsdag den 11. oktober. Det ventes, at der falder dom i sagen den 25. oktober.

DET ER POLITIMANDEN TILTALT FOR

Forhold 1:
Overtrædelse af §164 stk 1 og 2 (op til 6 års fængsel for at afgive urigtige oplysninger) fra 7. juni 2011 i strid med sandheden i politiets rapportmateriale at have anført, at han havde set FP, der var spirituspåvirket, føre bil i Væggerløse den 18 maj 2011 kl. 16.09.

Forhold 2: 
Overtrædelse af §164, stk 1 og 2 ved at give samme urigtige oplysninger i retten som i forhold 1

Forhold 3:
Overtrædelse af §155 (misbrug af embede) og § 164 stk 1 og 2 ved at hævde, at han havde set NE, der havde røget hash og ikke havde kørekort, føre bil i Sakskøbing den 12. maj 2015 kl. 16 samt at han ved visitation var i besiddelse af en tændingsnøgle til bilen. Herved misbrugte han sin stilling som polititjenestemand til at krænke privates eller det offentliges ret. 

Forhold 4:
Overtrædelse af §155 og 164 stk 1 og 2 da han vidnede i retten og gav urigtige oplysninger om det i forhold 3

​​​​​​Forhold 5:
Overtrædelse af 155 og 164 stk 1 og 2 ved i straffesag mod SSH den 23. juni 2015 at have afgivet urigtige oplysninger i en politirapport om at han havde set SSH, der havde indtaget hash, føre bil i Sakskøbing den 3. juni kl. 13.50. Herved misbrugte han sin stilling som polititjenestemand til at krænke privates eller det offentliges ret. 

Forhold 6:
Havde vidnet i retten om ovenstående i forhold 5

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App