Det er meget sandsynligt, at der i fremtiden ikke kommer til at være en lokal brandstation i Herlufmagle.
Den lokale beredskabskommission i Midt- og Sydsjællands Brand & Redning skal nemlig snart tage stilling til det fremtidige beredskab, og her anbefaler ledelsen at nedlægge stationen i Herlufmagle.
Det skriver Beredskabsinfo.dk.
Nedlæggelsen af brandstationen vil gøre, at Næstved Kommune fremover kan spare 800.000 kroner om året. Konsekvensen vil dog være, at responstiden fremover er mellem 15 og 20 minutter i halvdelen af det område, som Herlufmagle Brandstation dækker i dag.
Skal behandles i kommunerne
Ledelsen i beredskabet anbefaler derudover, at der fremover skal være tre i stedet for fire indsatslederdistrikter, ligesom der vil blive sendt seks i stedet for syv mand ud på den første udrykning.
I alt betyder de foreslåede nedskæringer, at der kan spares 1,8 millioner kroner på beredskabet.
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning dækker Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg Kommuner. Beredskabskommissionens forslag skal behandles i kommunerne inden sommerferien, og det er planen, at de skal sættes i gang frem mod midten af 2018.