Behandling til ufrivilligt barnløse samles ét sted i regionen

Behovet for fertilitetsbehandling er ifølge Region Sjælland stigende, fordi vi bliver ældre, når vi får børn og stadig flere mænd har nedsat sædkvalitet. Foto: TV ØST

Behandling af ufrivillig barnløshed samles på en ny fertilitetsklinik i Køge.

Ufrivilligt barnløse skal fremover til Sjællands Universitetshospital i Køge, hvis de ønsker behandling.

Det oplyser Region Sjælland.

På universitetshospitalet i Køge samles hele regionens fertilitetsbehandling i en ny og på sigt større fertilitetsklinik, der for første gang åbner dørene for patienterne i dag.

Behovet for fertilitetsbehandling er ifølge Region Sjælland stigende, fordi vi bliver ældre, når vi får børn og stadig flere mænd har nedsat sædkvalitet. Infertilitet er nu den hyppigste kroniske sygdom blandt 20- til 45-årige kvinder, og næsten hver 6. par har i dag problemer med at blive gravide.

Når vi samler kompetencerne, får vi bedre muligheder for at forske og udvikle fertilitetsbehandlinger af høj international klasse

Henrik Villadsen, sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital

- Jeg håber på, at vi hele tiden kan give patienterne de bedste og mest effektive behandlinger baseret på de nyeste forskningsresultater. Og så håber jeg, at vi kan få et meget større internationalt samarbejde, der kan inspirere os og gøre os endnu bedre, udtaler lægelig leder Kathrine Birch Petersen i en pressemeddelelse.

Større fokus på individualiserede forløb

Tidligere har det været muligt at få fertilitetsbehandling på to sygehuse i regionen. Det var på Holbæk Sygehus og på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Men for at give regionens patienter bedre mulighed for fertilitetsbehandling og hjælp til at blive gravide har Regionsrådet som led i Sygehusplanen i efteråret 2017 besluttet, at kompetencerne og ressourcerne skal samles et sted.

Tilbyder individuelle forløb

Der vil ifølge Region Sjælland fremover være et større fokus på at tilbyde individuelle forløb, og som noget nyt vil man også kunne gøre mere for de kvinder, der efter gentagne forsøg ikke er blevet gravide. For eksempel ved at optimere kvindernes slimhinder, så de bedre kan modtage æggene. 

Læs også Landets første førerløse bus blev rullet ud på Sjællands Universitetshospital

Sygehusdirektøren på Sjællands Universitetshospital, Henrik Villadsen, er overbevist om, at en samlet regional fertilitetsklinik i Køge vil komme patienterne til gode.

- Når vi samler kompetencerne, får vi bedre muligheder for at forske og udvikle fertilitetsbehandlinger af høj international klasse. Vi vil også lettere kunne tiltrække de dygtige specialister og medarbejdere, vi har brug for til at tilbyde en bredere vifte af fertilitetsydelser, udtaler Henrik Villadsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App