Beboere efter skudepisode: Det burde ikke ske her

Skyderiet på mosevej i næstved fandt sted få meter fra Regina Wejes lejlighed. Foto: TV ØST

Søndagens skudepisode på Mosevej i Næstved har rystet beboerne, der betegner området som et ellers stille kvarter.

- Det virker stadig lidt surrealistisk, det virker som om, det ikke burde ske her, det er jo sådan noget, der sker inde i byen, siger Regina Weje.

Det var få meter fra hendes lejlighed, den 22-årige mand blev skudt to gange i sine ben søndag.

Læs også Politiet opretter ikke visitationszone efter skyderi i Næstved

- Min datter sad og legede ude på gaden, og jeg stod i køkkenet og hørte noget, der lød som romerlys, siger Regina Wejes.

- Jeg kigger ud af vinduet, og så kommer politiet kørende med fuld udrykning, og da jeg kommer ned på gaden, ser jeg betjente med skarpladte geværer, forklarer hun.

Det var først i nat, alvoren gik op for hende.

- Jeg tænkte ikke så meget over det før i nat, hvor jeg vågnede, hvad var det lige, der skete, og heldigvis har min lille pige ikke lagt mærke til det, siger Regina Weje.

Normalt et stille kvarter

Hun har boet i lejligheden i fem år og betegner området som et stille kvarter. Men skyderiet har fået hende til at overveje, om det er et sted, hun har lyst til at blive boende.

Læs også Politi talstærkt til stede: Ung mand ramt af skud i boligområde

- Først tænke jeg, om vi skulle til at flytte nu, men så kom jeg alligevel frem til, at det skal vi ikke, for det er jo ikke sådan noget, der sker her, og nu er det sket én gang, men det kommer ikke til at ske igen, det tror jeg ikke på.

Politiet leder fortsat efter gerningsmændene og kan ikke fortælle, hvorvidt skyderiet var rocker eller banderelateret. Men Næstved har siden 2016 haft en række skudepisoder, som har været banderelaterede.

Flere skudepisoder

I 2016 blev der skudt på Parkvej. Kildemarksvej og Sorøvej. Efterfølgende stilnede skyderierne af indtil november sidste år, hvor der fandt endnu et skyderi sted på Østre Ringvej. 

Læs også Politiet opfordrer borgere til at henvende sig efter skyderi i Næstved

For at finde gerningsmændene bag søndagens skyderi opfordrer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi borgere til at henvende sig.

- De personer som har været i området i forbindelse med skyderiet og har set mistænkelige adfærd fra personer, biler eller knallerter, dem vil vi meget gerne høre fra. Man må hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt, siger politiinspektør Kim Kliver.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefon 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App