Det vi har sammen

Beboer i asbestområde: Kommunens påbud er ikke godt nok

Jens Viggo Moesmand viser nedfalden plastik og asbestrester i sin have på Hyldevænget i Hårlev. Han mener ikke, at det er godt nok, at Stevns Kommune udsteder påbud, om at asbesten skal fjernes.

Stevns Kommunes påbud om at fjerne asbest efter brand i Hårlev er ifølge en af de berørte beboere ikke godt nok. Han vil have plastikfabrikken lukket ned.

Stevns Kommune har udstedt påbud om, at asbestrester fra en brand på en plastikfabrik i Hårlev skal fjernes hos 27 husejere.

Torsdag aften afholder kommunen et borgermøde for de beboere, hvis grunde er blevet forurenet af asbest, efter en brand brød ud på plastikfabrikken Expladan Recycling i januar. Fabrikken gør, at plastikken fra sodavandsflasker kan genbruges som granulat.  

Det er en gratis omgang for kommunen, fordi de i forvejen har sagt til os beboere, at vi selv skal stå for oprydningen af asbest

Jens Viggo Moesmand, beboer ramt af asbestforurening

En af de beboere, som deltager i mødet, er Jens Viggo Moesmand. Han bor på Hyldevænget, og han har fundet flere små flager af eternit, som indeholder asbest i sin have.

Han ser frem til at blive klogere på Stevns Kommunes fremadrettede handlingsplan på aftenens informationsmøde. 

Læs også Kommune udsteder påbud: Asbestrester fra brand skal fjernes

- Jeg er spændt på at høre, hvad kommunen gør nu fremadrettet. Det er spændende at se, om de vasker gaderne rene for asbest, som deres rådgivere anbefaler, siger Jens Viggo Moesmand.

Kommunens påbud er en gratis omgang

Selvom kommunen har udstedt påbud om, at beboernes forsikringsselskaber skal betale for rengøringen af haverne og fjernelse af den sundhedsskadelige asbest, er Jens Viggo Moesmand ikke tilfreds med udmeldingen.

- Det er en gratis omgang for kommunen, fordi de i forvejen har sagt til os beboere, at vi selv skal stå for oprydningen af asbest, siger Jens Viggo Moesmand.

Jens Viggo Moesmand mener, at kommunen burde tage mere drastiske metoder i brug. Efter hans mening burde de lukke ned for den plastikfabrik, der var udsat for den voldsomme brand natten til den 3. januar og skyld i forureningen.

Læs også Beboere i asbestforurenet område: Det er dybt foruroligende

- Vi har mere brug for et påbud fra kommunens side, om at virksomheden Expladan Recyclings drift skal stoppes. Jeg mener, fabrikken står for en farlig produktion, som kan have stor brandfare. Det ville være en større hjælp med den form for påbud end kommunens nuværende udmelding, siger Jens Viggo Moesmand.

Ved aftenens borgermøde har kommunen fokus på de 27 husejere, der er ramt af asbesten. Men den 31. januar klokken 19.00 i Hårlevhallens cafeteria afholder de et åbent borgermøde for alle interesserede.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App