Bankgaranti skal begrænse konkurser i hjemmepleje

Konkurser i hjemmeplejen skal begrænses, mener enigt folketing, der blandt andet indfører krav om bankgaranti.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal være længere imellem, at kommunerne må feje stumperne op efter private hjemmeplejefirmaer, der går konkurs og efterlader de ældre borgere uden hjælp.

Det er samtlige partier i Folketinget enige om, oplyser Finansministeriet. Derfor vil det fremover være et krav, at virksomheder, der leverer hjemmehjælp, skal stille en bankgaranti.

Kommuner skal have beredskab

Samtidig skal kommunerne skal et beredskab parat, der kan træde til, hvis et privat hjemmeplejefirma alligevel må dreje nøglen om. Sker det, vil pengene fra bankgarantien kunne bruges til at dække kommunens udgifter.

- Vi kan ikke leve med så mange konkurser, som vi desværre har set, udtaler ældreminister Thyra Frank (LA) i en pressemeddelelse.

- For mig er det uendeligt vigtigt, at de ældre trygt kan vælge den hjemmehjælp, der er rigtig for dem. Det ved vi, at rigtig mange sætter pris på.

- Vi vil aldrig helt kunne undgå konkurser. Men det vigtigt, at vi så vidt muligt forebygger, at de sker, så de ældre og medarbejderne ikke kommer i klemme, udtaler minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen.

Hver tredje har privat leverandør

Mere end hver tredje hjemmehjælpsmodtager i dag har valgt en privat hjemmehjælpsleverandør.

Antallet af konkurser i ældreplejen er steget markant de senere år. Siden 2013 er 33 firmaer gået nedenom og hjem.

Ud over krav om bankgaranti og en beredskabsplan, er der også krav om, at kommunerne løbende skal følge op på, om de priser, de private leverandører får for deres ydelser, er tidssvarende.

Og så må private firmaer ikke have en offentlig gæld på mere end 50.000 kroner.


Nyhedsoverblik