Bambi løs i gaden: Hold afstand til den

Det lille rålam har vandret rundt i Nakskovs gader i et par uger. Foto: Tea Sølvi Taarlund - privatfoto

På Nakskovs bygruppe på Facebook deler brugerne flittigt billeder af det lille rålam. Foto: Tea Sølvi Taarlund - privatfoto

1 af 2

Flere borgere har haft besøg af et rålam i Nakskov. Men man skal lade den være, så den ikke bliver menneskevant, siger naturvejleder.

Et lille nysgerrigt væsen har stjålet flere nakskovitters hjerter henover de sidste par uger.

Der er nemlig et rålam løs i gaden i Nakskov, som kommer meget tæt på borgerne. Flere borgere har i den seneste tid spottet den lille unge og har delt billeder af den i Nakskovs bygruppe på Facebook. Ligesom Bambi lader den til at være moderløs og på udkig efter mad i folks haver.

Først troede jeg, at det var en hund, der fulgte mig, da jeg så den ud af øjenkrogen i går

Tea Sølvi Taarlund, Nakskov

Tea Sølvi Taarlunds mødte den på sin tur ned ad Enighedsvej tirsdag aften.

- Først troede jeg, at det var en hund, der fulgte mig, da jeg så den ud af øjenkrogen i går. Men så opdagede jeg, at det var et rålam, og jeg kunne ikke lade være med at nærme mig det.

Efter der blev taget et par billeder af det lille rålam, så ville Tea Sølvi Taarlund føre det sikkert tilbage til den nærliggende skov. Det var den dog ikke interesseret i.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det lille rådyr kom meget tæt på Tea Sølvi Taarlund, da hun var ude at gå en aftentur. Foto: Tea Sølvi Taarlund - privatfoto

- Min første tanke var, at jeg kunne guide den ned til skovområdet i nærheden, men da jeg kom helt tæt på, så kunne man nusse den, og det må betyde, at den har haft menneskekontakt tidligere, fortæller hun.

”Lad vildt forblive vildt”

Selvom rålammet efterhånden lader til at være blevet tamt, så fraråder Klaus Bek Nielsen, der er Naturvejleder i Lolland Kommune, at man kommer for tæt på dyret.

Hvis ikke den bliver sky for mennesker, så går den en grum fremtid i møde

Klaus Bek Nielsen, Naturvejleder i Lolland Kommune

- Man skal lade den være så meget som overhovedet muligt, fordi det er jagtbart vildt. Hvis ikke den bliver sky for mennesker, så går den en grum fremtid i møde, siger han.

Når rådyr bliver menneskevant, er det et let offer for jægere. Og bliver rådyr inde i byen, er der en stor risiko for, at det bliver ramt af en bil. Klaus Bek Nielsen forstår dog godt, at folk bliver fascineret af dens søde rådyrøjne og har lyst til at hilse på den.

- Jeg kan godt forstå, det er sødt, og at folk har lyst til at kæle med den og stikke hånden ned til den. Det kunne jeg også selv være fristet til, hvis jeg mødte den. Men rent fagligt er det et vildt dyr, og den skal have lov til at være vild.

Naturvejlederens bedste råd er derfor at lade rålammet være.

Haverne er som en buffet

Klaus Bek Nielsen fortæller, det er sandsynligt, at rådyrlammets mor er død og derfor har begivet sig ind i byen for at finde mad. Rådyr lever blandt andet af græs, blade og blomster, derfor er haverne en attraktiv buffet at kaste sig over.

Man skal holde sig på afstand. Man kan tage et billede og vende sig om og gå

Klaus Bek Nielsen, Naturvejleder i Lolland Kommune

Der er derfor rigeligt med mad til den i naturen, og naturvejlederen opfordrer til, at man holder sig fra at fodre rålammet og kalde på det, når det kommer på besøg i haven.

- Man skal holde sig på afstand. Man kan tage et billede og vende sig om og gå.

Ser man et tilskadekommet rådyr, skal man ringe til Vagtcentralen på 1812, som vejleder i sager om dyr i nød.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App