Autohjælp trætte af uopmærksomme bilister: Det er farligt arbejde

Autoreddere frygter for deres sikkerhed, når de arbejder i vejkanten på især motorvejene i regionen. Bilisterne kører hensynsløst, ifølge SOS Dansk Autohjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er næsten blevet med livet som indsats, når autoredder Bjørn Eichen fra SOS Dansk Autohjælp Vestsjælland bliver kaldt til havarerede biler på landsdelens motorveje

Ifølge SOS Dansk Autohjælp får de flere og flere af de såkaldte nærulykkesoplevelser meldt ind fra deres medarbejdere. Det kan eksempelvis være ansatte, der bliver ramt af sidespejle fra forbi kørende biler. Også afspærringsmateriale og tavlevogne, går det ud over på motorvejene.

- Vi oplever ofte, at kollegaerne kommer hjem og fortæller om oplevelser, hvor de har været tæt på et uheld ude ved kunderne, lyder det fra stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp, Anders Flink.

- Om det er fordi, folk sidder med en telefon eller har haft en lang arbejdsdag og halvsover lidt, ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke et problem, der bliver mindre, fortæller stationslederen.

Travle bilister

Det er ikke første gang TV ØST kan fortælle om uopmærksomme bilister på motorvejen. I juli blev over 500 bøder delt ud på blot fem timer på Vestmotorvejen ved et vejarbejde med en fartgrænse på 50 kilometer i timen.  

Ifølge politiet sker en tredjedel af alle færdselsuheld på grund af uopmærksomhed.

- Det er blevet en tendens, folk er ligeglade, siger autoredder Bjørn Eichen.

Han håber, at han snart kan føle sig en smule mere sikker, når han arbejder langs vejkanten.

- Kør bil, når du kører bil og når der holder noget inde i siden med gule blink over det hele, så er der nok en grund til det. Så er der nogle mennesker, så træk ud, så vi alle sammen kan være her. Så der ikke er nogen, der kommer til skade.

 


Nyhedsoverblik