Hvis du er håndboldinteresseret, er der god grund til at tænde for TV'et lørdag klokken 15.00.
Der spilles nemlig håndboldkamp i Næstved Arena, hvor kvinderne fra NFH tager hul på næste kapitel i klubbens første Europa Cup-eventyr - gruppespillet i EHF-Cuppen. Det sker mod det russiske hold LADA.
Og assistenttræner for NFH, Kenneth Sahlholdt, ser frem til kampen.
- Vi glæder os. Det er en fantastisk oplevelse at møde et russisk mandskab for første gang, siger han til TV ØST.
Forventningerne er i top
Assistenttræneren har da også høje forventninger til holdet.
- Vi spiller altid for at vinde. Vi drømmer om at komme videre, men det er nogle hårde modstandere, siger Kenneth Sahlholdt.
Holdet har forberedt sig så godt, de kan.
- Vi lagde taktik i går, vi har trænet her til formiddag i Arena Næstved, og nu har spillerne fri indtil i morgen, siger han til TV ØST.
Fredag morgen manglede der kun at blive solgt 150 billetter, før der kan meldes udsolgt og 3.000 tilskuere i hallen.
NFH er udoover LADA i gruppe med Tübingen fra Tyskland og Glassverket fra Norge. Alle skal spille mod hinanden to gange både ude og hjemme. De to bedste hold går videre til kvartfinalen.