Arkæologer fra Museum Lolland-Falster er i disse måneder i fuld gang med at grave sig tilbage til fortiden på en bar mark i Maribo.
Det er ved Vestre Landevej og Sydmotorvejen, at udgravningen foregår. Det skyldes, at der skal etableres et nyt byggeprojekt i området.
Men inden byggeprojektet begynder, har arkæologer fra Museum Lolland-Falster fået mulighed for at gå området i gennem.
Vi håber på, at når vi er færdige, så kan vi fortælle noget om, hvordan folk har levet, boet og organiseret sig.
Og selvom arkæologerne kun har været i gang i nogle uger, så er der allerede begejstring at spore.
- I det område, som vi har gang i nu, kan vi finde en del aktivitet fra stenalderen, fortæller en af arkæologerne fra Museum Lolland-Falster, Anine Madvig Struer.
Ældre fund end sædvanligt
Og det er ikke så tosset endda. Det er nemlig ikke hver dag, at man finder levn fra stenalderen, fortæller Anine Madvig Struer.
- Det, der er specielt her, er, at meget af det, man normalt finder, er fra jernalderen, men her er det primært fra stenalderen, siger hun til TV ØST.
Det er byggeriet af et nyt erhvervsområde, som er på tegnebrættet i Lollands Kommune. Det drejer sig om et stort erhvervsområde, som skal sikre bedre vilkår for erhvervslivet på Lolland i fremtiden.
Men inden området skal fremme fremtidens erhvervsliv på Lolland, så skal arkæologerne først kloge sig på fortiden.
- Vi har kun været i gang i et par uger, men vi håber på, at når vi er færdige, så kan vi fortælle noget om, hvordan folk har levet, boet og organiseret sig. Det her er jo så nogle brikker til at forstå det. Så det glæder vi os til, siger hun til TV ØST.