Apotek slår rekord i antal vaccinationer

Flere bliver vaccineret mod influenza end tidligere. Foto: TV ØST

740 borgere blev vaccineret mod influenza på Nykøbing Apotek i Nykøbing Sjælland sidste år, og det er det højeste antal blandt regionens apoteker.

Der vil muligvis være færre borgere i Nykøbing Sjælland, der bliver ramt af influenza i fremtiden.

Nykøbing Apotek i Nykøbing Sjælland er nemlig det apotek i Region Sjælland, der med 740 vaccinationer i 2017 vaccinerede flest borgere mod influenza. Det er Trine Frost Hansen, apoteker i Nykøbing Apotek, stolt af.

- Jeg synes, det er super flot, at vi er det apotek, der har vaccineret flest borgere sidste år, siger Trine Frost Hansen.

Gratis vaccine til personer i risikogrupper

Nykøbing Apotek er ét af de apoteker, der igen i år tilbyder gratis influenza-vaccine til ældre, førtidspensionister, kronisk syge, svært overvægtige og gravide efter 12. uge.

Størstedelen af dem, vi vaccinerer, er personer, der ellers ikke ville være gået til lægen

Trine Frost Hansen, apoteker i Nykøbing Apotek

Borgerne behøver ikke at bestille tid på forhånd, de skal bare tage forbi apoteket i dets åbningstid. 

- Det er oftest dem, der er i risikogruppen, der henvender sig – altså de ældre over 65 år, og så er der en masse med kroniske sygdomme såsom diabetes, hjertekarsygdomme, lungesygdomme, kronisk lever- og nyresvigt, siger Trine Frost Hansen.

Apotekeren påpeger, at mange flere vaccineres, efter at vaccinen er blevet gratis og tilgængelig i hele apotekets åbningstid.

- Størstedelen af dem, vi vaccinerer, er personer, der ellers ikke ville være gået til lægen, fordi så skal man bestille tid, og det skal være på et bestemt tidspunkt. Det er nemmere, at man bare kan kigge forbi i apotekets åbningstid, siger hun.

Det er nemmere, at man bare kan kigge forbi i apotekets åbningstid

Trine Frost Hansen, apoteker i Nykøbing Apotek

"Det er så dejlig nemt"

På Nykøbing Apotek er seks medarbejdere blevet uddannet i at vaccinere, og det har vist sig at være nyttigt.

- Der har været mange henvendelser allerede nu, hvor folk er glade for, at vi gør det igen i år, fordi det er så dejlig nemt. Så jeg sørger for, at der er bemanding nok, siger Trine Frost Hansen.

Fordobling af vaccinationer:

  • Sidste år blev flere end 43.000 danskere - hvoraf næsten 40.000 tilhørte risikogrupperne - vaccineret mod influenza på apotekerne i Danmark. Det er mere end en fordobling i forhold til året før, hvor ca. 18.000 danskere blev vaccineret på apotekerne.
  • Det er virksomheden Practio, som ejer Sikkervaccination.dk, der siden 2015 i samarbejde med landets apoteker har uddannet flere end 500 farmaceuter og farmakonomer til at udføre sikre vaccinationer.

16 apoteker i regionen tilbyder gratis vaccine i år

16 apoteker i regionen og 115 på landsplan tilbyder i år gratis influenza-vaccine uden forudgående bestilling fra den 1. oktober og frem til den 31. december.

Apoteker i regionen, der tilbyder gratis vaccine til personer, der er i risikogruppen:

  • Næstved Kommune: Næstved Svane Apotek, Sct. Jørgens Apotek, Glumsø Apotek, Fuglebjerg Apotek
  • Vordingborg Kommune: Stege Apotek, Vordingborg Apotek
  • Odsherred Kommune: Nykøbing Apotek
  • Guldborgsund Kommune: Løve Apotek Nykøbing F, Løve Apotek Østerbro, Løve Apotek Nysted
  • Lolland Kommune: Løve Apotek Maribo
  • Sorø Kommune: Sorø Apotek, Stenlille Apotek
  • Slagelse Kommune: Slagelse Svane Apotek
  • Ringsted Kommune: Ringsted Apotek, Klosterparkens Apotek

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App