Ansatte på sukkerfabrikker har nedlagt arbejdet

I alt har omkring 200 medarbejdere fra Nordic Sugar i Nykøbing og Nakskov nedlagt arbejdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ansatte i Nordic Sugar i Nykøbing og i Nakskov har nedlagt arbejdet.

Begge steder er det cirka 100 medarbejdere, der har forladt arbejdspladserne, skriver Folketidende.

Kort efter klokken 9 onsdag morgen valgte de ansatte på sukkerfabrikken i Nykøbing at nedlægge arbejdet, hvorefter de ansatte i Nakskov fulgte trop klokken 12.

Overenskomststridig strejke

Ifølge fabriksdirektør i Nykøbing Jesper Jeppesen er det de timelønnede ansatte fra fagforbundene 3F, Dansk Metal og Dansk El-Forbund, samt et antal sympatistrejkende, der har nedlagt arbejdet.

Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og ifølge Folketidende skyldes arbejdsnedlæggelsen utilfredshed med ledelsens udspil i lokale lønforhandlinger på fabrikken.

Fabriksdirektøren oplyser til Folketidende, at medarbejderne møder ind til et nyt møde klokken 7 torsdag morgen.


Nyhedsoverblik