Anklageskrift: Grænsekontrol i Rødbyhavn standsede terrorist

Arkivfoto. Foto: TV ØST

En ung rejsende med en stor rygsæk og uorden i rejsepapirerne skulle have hjulpet til ved et planlagt et terrorangreb i København, mener anklagere.

En ung mand med sympati for Islamisk Stat sidder tirsdag på anklagebænken i en stor sag, hvor et tjek ved grænsen i Rødbyhavn tilsyneladende var det, der forhindrede et terrorangreb i 2016.

Der er tale om den såkaldte tændstik-sag, hvor den unge mand i sagen havde pakket en rygsæk med hovederne af 17.460 tændstikker foruden fyrværkeri, batterier og to køkkenknive. 

Den unge mand blev bremset ved grænsen i november 2016. Her blev han sendt retur med færgen mod Tyskland, hvor hans bagage senere blev gennemsøgt, og han efterfølgende blev dømt for at have planlagt at fremstille en eller flere bomber. Han fik 6,5 års fængsel.

Nægter sig skyldig

Nu står en 31-årig svensk mand tiltalt ved Københavns Byret for at have planlagt det påtænkte terrorangreb. Han nægter sig dog skyldig i anklagerne.

Politiet mener, at det var ham, som den unge mand fra Tyskland skulle aflevere sin taske til. En tredje person menes også at have været involveret i planlægningen.

I Københavns Byret skal det nu afgøres, om den syriske mand fra Malmø er identisk med den unge mands kontakt, og om denne virkelig havde til hensigt at dræbe tilfældige med bomber og knive.

Hensigten med de blodige handlinger mod tilfældige på gaden i København skulle være at destabilisere eller ødelægge grundlæggende samfundsmæssige strukturer i Danmark, hedder det i anklageskriftet.

Undervejs i sagen skal såvel den dømte i Tyskland samt flere personer fra Sverige afhøres. Dommen ventes til marts.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App