Anklager kræver telefoner og penge i bestikkelsessag

Bagmandspolitiet har frigivet anklageskrifter i sagen om Ateas påståede bestikkelse af offentligt ansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Otte gange fik en mellemleder i en kommune mobiltelefoner og it-udstyr fra virksomheden Atea.

Det fremgår af et af de anklageskrifter, som Bagmandspolitiet torsdag har frigivet i en meget omtalt sag om bestikkelse.

En iPhone til 4.399 kroner betalte han bare 173 kroner for. Andre ting fik han kvit og frit. I løbet af to år fik han i alt gaver for godt 43.000 kroner, hævdes det.

Krav om fængselsstraf

Han og fem andre er som de første seks offentligt ansatte blevet tiltalt for at modtage gaver fra virksomheden Atea.

Omfanget er så stort, at der er tale om bestikkelse, påstår Bagmandspolitiet.

Kravet er fængselsstraf. Desuden skal penge, iPads, mobiltelefoner og andet konfiskeres hos de tiltalte.

En anden tiltalt nøjedes med at betale 2.000 kroner for en iPad og en iPhone, som ellers kostede mere end 10.000 kroner, hævdes det.

En tredje fik desuden et kamera og andet foto-udstyr. Og to andre tiltalte fik hver en iPad til cirka 6000 kroner.

For retten slut november

Mændene er i alderen fra 68 til 42 år. Retten har forbudt pressen at bringe oplysninger, der kan identificere dem.

Efter planen skal de første sager behandles af Retten i Glostrup i slutningen af november.

Fire af de seks tiltalte forsvares af advokat Peter Trudsø, og hans klienter nægter sig skyldige.

- Uden at gå nærmere ind i mine klienters forklaringer kan jeg sige, at der både er forhold af faktisk og juridisk karakter, der kan føre til frifindelse, sagde advokaten tidligere på måneden.

Mangler at vurdere sager

Sagerne udspringer af en stor politiaktion i juni. I alt blev cirka 40 offentligt ansatte sigtet for at have modtaget for store gaver fra Atea.

Otte slipper for at blive stillet for retten. Der er ikke grundlag for at rejse straffesager mod dem, har chefanklager Steen Bechmann Jacobsen fortalt.

- Der er af stor samfundsmæssig betydning, at domstolene nu får lejlighed til at vurdere, om der er begået noget strafbart, har chefanklageren udtalt.

Endnu har Bagmandspolitiet ikke vurderet samtlige sager.

Den store virksomheds motiv var at fastholde de offentlige instanser som kunder, hævdes det i anklageskrifterne.

/ritzau/


Nyhedsoverblik