Anklager: Jeg er overrasket over, at den ender med 12 års fængsel

Anklageren var ikke helt tilfreds med strafudmålingen til den 32-årige sygeplejerske. Hun var nemlig gået efter livstid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

12 års fængsel. 

Det er straffen til sygeplejersken fra Nykøbing Falster. En straf, som altså er en nedsættelse i forhold til den oprindelige dom fra byretten, som lød på livstid. 

Og netop livstid var, hvad anklageren var gået efter i sagen. Derfor var det ikke en helt tilfreds anklager, TV ØST mødte uden for retten. 

- Jeg er overrasket over, at den ender med 12 års fængsel, lyder det fra anklager, Karen Vistisen.

- Som jeg gengav under min procedure i går, mener jeg, at der er en lang række skærpende omstændigheder, hvor der er fire drabsforsøg. Fire drabsforsøg, der er uafhængige af hinanden. Det eneste, der er tilfælles er, at patienterne var indlagt på samme sygehus og tilfældigvis har været på den afdeling, hvor sygeplejersken så har været på arbejde. 

Vil anklager anke sagen?

Det var ikke et enigt nævningeting, der bestemte strafudmålingen: 16 stemmer for 12 år og to stemmer for 10 år. Sygeplejersken var ikke selv til stede i retten i dag. 

Ud over de 12 år bliver sygeplejersken også frakendt retten til at arbejde som sygeplejerske. Hun må heller ikke beskæftige sig med virksomheder, som indebærer pleje- eller behandlingsfunktioner. 

Sygeplejersken har siddet varetægtsfængslet i to år og tre måneder, hvilket bliver modregnet de 12 år. Samtidig er hun ikke straffet før, og skal derfor ikke sidde de fulde 12 år, men derimod otte år. Så samlet set skal hun være fængslet i omkring fem år og ni måneder. 

Og det er jo langt fra straffen, som anklageren er gået efter. Så vil anklagemyndigheden anke sagen til Højesteret? 

- Nu er der ikke en direkte adgang til at anke straffen til Højesteret. Man skal søge procesbevilligsnævnets tilladelse. Og om vi gør det, det kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, siger Karen Vistisen.

- Nu må vi se, hvad der står i dommen, og den nærmere begrundelse for den strafudmåling, som landsretten er nået frem til. 


Nyhedsoverblik