Det vi har sammen

Anklager har ikke besluttet, om "Moffe"-dom skal ankes

Anklager Lise Møller Frandsen har endnu ikke besluttet, om dommen mod Claus "Moffe" Nielsen og fire andre dømte skal ankes. Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

De fem tiltale i Moffe-sagen har modtaget deres domme. Om sagen skal gå om i landsretten er det nu op til anklageren at bestemme.

Tre års fængsel og en bødestraf på 25.000 kroner. 

Det var, hvad anklager Lise Møller Frandsen krævede til Claus ”Moffe” Nielsen inden dagens domsafsigelse.

Sådan blev det dog ikke.

På trods af at Claus ”Moffe” Nielsen blev erklæret skyldig i alle tiltaler, idømte Retten i Holbæk ham kun et års betinget fængsel og et halvt års ubetinget.

Ikke kun utilfreds

Læs også Claus ”Moffe” Nielsen om fængselsdom: Det er skidegodt

Anklager Lise Møller Frandsen er dog alligevel ikke helt utilfreds med dagens dom.

- Jeg er godt tilfreds med, at retten har dømt stort set i overensstemmelse med anklageskriftet og dermed også har set på sagen med samme alvor som anklagemyndigheden, siger hun.

Uvist om dommen ankes

Om hun vil anke dommen, vil hun dog ikke sige noget om endnu.

- Jeg skal hjem og læse nærmere på begrundelsen for dommen og se, hvad man har lagt til grund for strafudmålingen, og så tager jeg stilling derefter, siger Lise Møller Frandsen.

Claus ”Moffe” Nielsen og de fire andre dømte i sagen har valgt at modtage deres domme, så det er altså op til Lise Møller Frandsen og anklagemyndigheden at afgøre, om det sidste punktum er sat i denne sag eller ej. 

Tip os Har du et godt tip?