Anklage: Far mishandlede og misbrugte fire børn i årevis

Manden er indtil videre fængslet i fire uger. Foto: Lars Andersen - TV ØST

En 40-årig familiefar er fængslet i fire uger for overgreb på sine børn samt vold mod børnene og sin hustru.

I mindst fem år har en 40-årig mand ifølge politi og anklagemyndighed mishandlet og misbrugt sine fire børn i alderen 10 til 13 år.

Det skriver Ekstra Bladet, som var til stede i Retten i Næstved, da manden fredag blev fremstillet i grundlovsforhør. Her fandt dommeren mistanken mod faren så velbegrundet, at han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Familiefaren er blandt andet sigtet for at voldtage og forsøge at voldtage sin yngste datter, der i dag er 10 år.

Nægter sig skyldig

Desuden er han sigtet for anden kønslig omgang end samleje med sin anden datter samt pigernes to brødre og for gentagne gange at have udøvet vold mod de fire børn, skriver eb.dk.

I to tilfælde har faren ifølge sigtelsen også begået vold mod sin 43-årige hustru.

Han skal blandt andet have taget kvælertag på hende og presset hende op mod en væg for øjnene af børnene og sagt: "Se her børn, det her er jeres mors sidste tid".

Ifølge Ekstra Bladet nægter manden sig skyldig i alle sigtelser, men hvad der nærmere er forklaret og fremlagt i grundlovsforhøret vides ikke, da det foregik for lukkede døre. 

Læs også Landsrettens dom er faldet: Kommune skal betale erstatning for svigt i misbrugssag

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App